Det stod klart i allerede i 2010, da USA og the coalition of the willing, som Danmark også tilhørte, endegyldigt forlod Irak som tabere. Derefter blev alle kræfter, inklusive NATO, under Obama sat ind i Afghanistan. Her led USA og NATO endnu et ydmygende nederlag, da de over hals og hoved måtte lade sig evakuere fra Afghanistan i august 2021.
Den relative, men vedvarende svækkelse af USA – verdens stærkeste imperialistiske magt – har givet plads til andre mindre og regionale imperialistiske magter i Mellemøsten og Afrika. For eksempel slås Saudi-Arabien, Iran og Tyrkiet om indflydelse og magt i området. Kina, USA og Frankrig konkurrerer i Afrika om at sikre kontinentets rigdomme for sig selv.
Først og fremmest er Kina den imperialistiske magt, som er blevet styrket både økonomisk og militært. Kina står nu som den egentlige trussel på verdensplan mod USA.
I den sammenhæng er NATO’s massive økonomiske og militære støtte til Ukraine et klart signal om, hvad de vestlige imperialistiske magter er klar til, hvis Kina skulle udfordre USA’s dominans i Sydøstasien, ved for eksempel at invadere Taiwan.
Danmark skal også pleje sine imperialistiske interesser
Danmark har også imperialistiske interesser. Danmarks imperialistiske interesser er at sikre landet en stabil plads i den multipolære verdensorden i en tid med øget økonomisk og militær rivalisering mellem stormagterne. For Danmark handler det om at sikre transportveje og forsyninger af råvarer og komponenter samt eksport af danske produkter til verdensmarkedet.
Som et lille imperialistisk land har Danmark altid støttet loyalt op om USA og sikret sine imperialistiske interesser derigennem. Men den strategi er ikke længere i sig selv brugbar, da USA’s svigtende position sætter spørgsmålstegn ved, om de har magten og viljen til at sikre danske imperialistiske interesser.
Derfor har magthaverne i Danmark længe villet ophæve det danske forsvarsforbehold over for EU, sådan at man kunne blive en mere integreret del af EU’s militære opbygning. Med Ruslands angreb på Ukraine i februar 2022 blev der skabt en stemning af frygt, som afskaffede forsvarsforbeholdet ved den vejledende folkeafstemning.
Danmark ser EU’s militære opbygning som et vigtigt alternativ til USA, særligt der hvor EU og USA’s interesser ikke stemmer overens.
Frygten for Rusland har også skabt en politisk diskurs, som sikrer et massivt flertal for at bruge 2 procent af BNP på oprustning. De mange milliarder skal imødekomme NATO’s krav, sende militær hjælp til Ukraine, fylde den danske militærindustris ordrebog og fremme dansk industris position i Ukraine.
Pragmatisk idealisme
Lars Løkke og SVM-regeringens nye udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske strategi, som han selv kalder pragmatisk idealisme, ligner til forveksling den strategi, de fleste andre lande allerede praktiserer.
Samtidig gør den en “dyd ud af nødvendigheden” ved at sælge våben til Saudi-Arabien, købe våben i Israel og lefle for diktaturet i Egypten og regimet i Rwanda for at få dem til at overtage “vores flygtninge”.
Den pragmatiske idealisme ophøjer disse handlinger fra at være en undtagelse til at blive en anerkendt strategi. Danske imperialistiske interesser først og sidst.
Det bliver befriende at slippe for de notoriske løgne og kvalmende begrundelser, som fulgte med både Anders Foghs aktivistiske og den senere socialdemokratiske værdibaserede udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Til gengæld vil vi blive viklet ind i frygt, nationalisme og økonomisk nødvendighed som elastik i metermål. Forsvaret for det, der kaldes vores værdier, forsvinder ikke helt. Men sprogbrugen har allerede ændret sig i forbindelse med krigen i Ukraine.
Pragmatisk idealisme vil også være et bekvemt grundlag for de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig, som starter om kort tid.
Imperialistisk rivalisering og oprørets håb
Det er de underliggende systemiske brudflader i kapitalismen, som er årsagen til dette skifte.
Uanset om magthaverne anerkender det, så kræver den voksende ulighed, fattigdom og klimakaos, at de ruster sig til at håndtere situationen, så de fortsat kan overleve i den globale konkurrence og bevare kontrollen. Det er imperialismens ABC.
For dette formål betyder værdier ingenting. Det handler om brutal magt og indflydelse, sådan at ens egne økonomiske og militære interesser fremmes i en verden af konkurrerende stater.
Overalt i verden – ligesom herhjemme – forsøger magthaverne at styrke sig ved at opruste, skabe nye alliancer og lade arbejderklassen betale hele gildet. De er klar til at tillade enorme ødelæggelser, som får Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien og Ukraine til at blegne. Og i kulissen lurer atomkrigen.
Den kapitalistiske konkurrence og imperialistiske rivalisering stopper ikke sig selv. Den kan kun stoppes af et omfattende globalt oprør. I løbet af de sidste tre-fire år har vi set forskellige former for oprør, som har udfordret magthavernes dagsorden.
Kampen har taget mange former. Mod militærets kup i Thailand, mod Lukashenkos klæben sig til magten i Belarus. Det sociale oprør i Chile og revolutionen i Sudan. Alt sammen har det skabt håb om at erstatte magthavernes interesser i at forblive rige og mægtige, med en anden, mere retfærdig verden.
De fleste oprør er blevet slået ned eller er endnu ikke afgjorte. Men den grundlæggende utilfredshed med verdens tilstand eksisterer stadigvæk. Det seneste udtryk for dette er strejkebølgen i Europa, som er mest udtalt i Frankrig.
Som socialister må vi støtte disse oprør. Vi må se dem som håbet og muligheden for at stoppe den imperialistiske rivalisering, skabe fred og global og social retfærdighed.
At støtte sit eget lands oprustning og krigsdeltagelse giver kun sikkerhed for en fortsættelse af denne ulige verden under kapitalismens åg.
The post Ny udenrigs- og sikkerhedspolitik. Samme mål med andre midler first appeared on Solidaritet.
Indlægget Ny udenrigs- og sikkerhedspolitik. Samme mål med andre midler blev først udgivet på Solidaritet.
