Det har vakt stor debat, at Ukraine har modtaget klyngebomber (Dual-purpose improved conventional munition; DPICM) fra det amerikanske restlager. Selv bruger USA ikke den forældede klyngeammunition længere: Sidst den amerikanske hær brugte DPICM var i 2003, i de tidlige dage af Irak-krigen.
De er nu overvejende blevet erstattet af andre, nyere våben i det amerikanske arsenal, herunder det dødbringende effektive M30A1 sprænghoved, der indeholder 180.000 små kugler af wolfram, der bliver spredt ud over et areal på størrelse med en fodboldbane.
M30A1 er også blevet sendt til Ukraine i mindre omfang, hvor anti-infanteri-missilet med dødbringende effektivitet bliver affyret via missilbatteriet HIMARS. Men M30A1-sprænghovederne er dyre at fremstille, og langt færre enheder er produceret.
De nu overflødige klyngebomber er til gengæld at finde i hobetal, hvilket har gjort beslutningen nem for USA. Det har givet ukrainerne et rygstød i den igangværende offensiv, der lige nu handler om at ødelægge så mange russiske artilleribatterier som muligt.
Her er DPICM den absolut vigtigste komponent. For den morbide og/eller hårdføre læser kan der hurtigt forefindes dokumentation af resultaterne på fx Twitter.
Det korte af det lange er, at den nye amerikanske overskudsammunition virker: Russerne mister mange invasionstropper og meget materiel. De er med til at udligne den tidligere forskel i artillerikraft, hvor russerne ellers har været overlegne.
I tørre tal ødelægger Ukraine cirka 3-4 gange mere materiel i Zaporizhzhia end russerne, og en stor del af det skyldes DPICM. Det har været en force multiplier på linje med de MLRS-systemer, USA begyndte at levere sidste år.
Problemet med klyngebomber
Problemet med DPICM-ammunition er, at en del af granaterne ikke detonerer ved nedfald. De udgør derfor en fare for civile. De nyere amerikanske DPICM har en dud rate – altså en andel af fusere – på omkring 2-3 procent. Det er langt fra tidligere tiders fuser-rater. Og markant ‘bedre’ end dud raten på det gamle bras, russerne skyder afsted. Her er det cirka 35-40 procent af klyngebomberne, der ikke detonerer.
Med til historien hører også, at den russiske angrebshær absolut ingen kvaler har med at bruge DPICM – eller dét, der er værre. Siden krigens begyndelse har Rusland anvendt klyngebomber. Blandt andet i den nu fejlslagne belejring af Kyiv, hvor rester af klyngebomber er blevet fundet i beboelsesområder.
Rusland har også – ligesom i Tjetjenien og Syrien – anvendt termobariske våben, også kaldet ‘vakuumbomber’ mod civile. Det er en horribel opfindelse, der suger ilten ud af luften, og bogstaveligt talt river folks lunger ud af kroppen.
Endelig er det også vigtigt at holde sig for øje, at Rusland har mineret de besatte territorier i en så ekstrem grad, at faren ved ikke-detonerede klyngebomber ærligt talt er en fodnote i forhold til det oprydningsarbejde, der venter med minerydning. Det anslås, at Rusland har mineret et areal, som er cirka fire gange større end Danmark.
Ikke desto mindre efterlader brugen af klyngebomber usprængt ammunition, som børn kan træde på. Lige meget hvor langt ned fejlraten er kommet, vil 2 procent stadig efterlade et enormt antal bomber, når slagmarken i Donbass en dag igen skal omdannes til kornmarker.
Samtidig er det vigtigt at fortsætte arbejdet for en global nedrustning – og på sigt et forbud – af DPICM-ammunition. Der er endda allerede en bredt accepteret konvention mod klyngebomber, som det ville være en brøler at smide på møddingen, alene fordi det er opportunt i vores støtte til Ukraine.
F-16 er den mindre grumme løsning
Men hvad gør man så, hvis man gerne vil have fred i Ukraine, og hvis man (som jeg) mener, at den eneste vej til at opnå det er, at den russiske invasionsmagt lider et forsmædeligt nederlag?
Kan man oprigtigt håbe på ukrainsk sejr, men samtidig forbyde brugen af det mest effektive redskab i ukrainernes arsenal til formålet?
Ønsker man ikke at sende våben til Ukraine overhovedet, er den debat overflødig. Men støtter man som jeg op om at give Ukraine mulighed for at forsvare sig mod det russiske angreb, er beslutningen om at sende F-16-kampfly den bedste løsning.
Fra russisk side vil også det blive talt op til en fiktiv rød linje, ganske som HIMARS-missilsystemer blev det sidste år, og ligesom de langtrækkende britiske ’Storm Shadow’-missiler blev det. Russerne ved, at F-16-fly kommer til at gøre ondt.
Men vores udgangspunkt må fortsat være vores egne moralske principper, ikke hvad der er ”synd” for en aggressiv imperialistisk angrebsmagt. Her er det for mig svært at se en grundlæggende ’moralsk’ forskel på Leopard-tanks, Javelin-missiler og de F-16-fly, Danmark nu er gået forrest med.
Rusland kan til stadighed vælge blot at pakke krigsmaskinen sammen og tage hjem igen.
F-16-flyene giver kort sagt ukrainerne en stærkere ’force multiplier’ end klyngebomberne. Det giver dem rum til at kæmpe på en anden måde. En anden mulighed er at sende flere langtrækkende missiler (ATACMS), der kan fjerne de russiske baser på besat jord.
Pentagons topchef Mark Milley mener, at 60-80 F-16-fly ville være nok til at sikre ukrainsk overlegenhed over eget luftrum. Danmark og Nederlandene er nu gået forrest og har på forbilledlig vis forsynet med halvdelen. Alene de 32 forældede F-16-fly, som Norge sidste år solgte til Rumænien, ville dække resten af behovet. Derudover har Belgien, Norge og Grækenland masser af F-16-fly stående på overskudslageret, der yderligere kan styrke den force multiplier, et potent ukrainsk luftvåben kan udgøre.
Det fører os tilbage til USA, som har flere hundrede F-16-fly stående på flykirkegården ’The Boneyard’ i Arizona. I stedet for at sende et par hundrede fly, der ikke længere er i brug i det amerikanske militær, har amerikanerne valgt den ’nemme løsning’, og sendt tonsvis af farlige klyngebomber. Forhåbentlig kan det dansk-nederlandske eksempel tjene til at inspirere den tøvende Biden-administration.
Hvordan får Ukraine smidt den russiske invasionsmagt ud af deres land? Det ubehagelige alternativ til at udstyre dem med F-16-fly er flere amerikanske klyngebomber. Et endnu værre alternativ er at lade stå til – og dermed give Putin en politisk og territoriel sejr, som belønner hans blodige invasion. Det ville være en triumf for alverdens reaktionære kræfter. Og det vil samtidigt potentielt kaste Ukraine ud i årtiers beskidt guerillakrig i de omstridte territorier.
Der er kun én vej til holdbar fred i regionen: En genopretning af dét Ukraine, som blev fastlagt i 1991. Til det formål hjælper F-16-kampflyene med at opnå en retfærdig udgang på en forfærdelig krig – uden at sprede flere klyngebomber.
The post Hvis vi vil undgå klyngebomber i Ukraine, er F-16-fly den rigtige løsning first appeared on Solidaritet.
Indlægget Hvis vi vil undgå klyngebomber i Ukraine, er F-16-fly den rigtige løsning blev først udgivet på Solidaritet.
