Krigen i Ukraine er ikke blot en kamp mellem traditionelle hære. Også frivillige, lejesoldater og ”rådgivere” spiller en rolle, især nu, hvor flere stater udliciterer ”løsningen” af væbnede konflikter og krige til private hære og selskaber.
Brugen af udenlandske frivillige og lejesoldater kan være med til at eskalere krigen fra regional til international konflikt – det samme kan brugen af udstationerede soldater fra NATO-lande. Og neokonservative kredse presser på for en mere offensiv støtte til den ukrainske krigsindsats.
Lejesoldater og frivillige
Det kan ofte være svært at skelne mellem frivillige og lejesoldater. Frivillige betales normalt ikke for deres indsats. Men honoreres de med naturalier eller får lovning på materielle goder, når krigen er forbi, er de så stadig frivillige? Flere danske frivillige, der i 1919 deltog i de baltiske uafhængighedskrige, fik fx efter krigen tildelt store jordområder af den estiske regering.
Den russiske Wagner-gruppe optog i en periode straffefanger, der fik lovning på, at deres straf ville være eftergivet, hvis de gjorde tjeneste et halvt år ved fronten. De, der meldte sig, var i en vis forstand frivillige. Da det viste sig, at de frivillige, på grund af manglende militær træning, ikke overlevede længe, fes ordningen ud igen.
Andre er frivillige i ordets direkte betydning. De har givet afkald på belønning, stiller kun krav om dækning af de daglige fornødenheder (våben, ammunition, mad, logi, klæder, tobak og alkohol).
Lejesoldater aflønnes bedre end almindelige soldater, bl.a. fordi de formodes at være bedre trænet og have en højere kampgejst. For lejesoldater er konflikter og krige et job, de udfører uden at engagere sig ideologisk eller følelsesmæssigt i konflikten og/eller dens årsager. Det hænder af og til, at lejesoldater skifter side i en konflikt, hvis modparten betaler bedre, hvilket bl.a. var udbredt i Afghanistan.
Officielt har Ukraine ingen lejesoldater, kun udenlandske frivillige. Det gælder dog kun, hvis der ses bort fra, at de private amerikanske hære Blackwater/Academia og Mozart. De har siden 2014 trænet såvel hærens soldater som Azov-bataljonen. Ingen af de private hære deltager, så vidt vides, i kampene med de russiske styrker.
Kort efter at Rusland havde invaderet Ukraine, gjorde Putin det klart, at frivillige og lejesoldater, der deltog i krigen på ukrainsk side, ville blive anset som ulovlige kombattanter. De ville derfor ikke være dækket af Geneve-konventionens beskyttelse af krigsfanger, og de risikerede at blive dømt for krigsforbrydelser.
Putin har af og til udtalt, at der befinder sig NATO-soldater i Ukraine, men har ikke kunnet dokumentere dette.
En militær talsmand fra Folkerepublikken Luhansk, bakker Putin op og fortæller til BBC, ”at vores efterretningsvæsen har afsløret, at NATO-officerer opholder sig i Kharkiv-regionen, hvor de har til opgave at organisere og koordinere samarbejdet mellem de udenlandske frivillige og den ukrainske hær… (og at) der er sket en drastisk stigning i antallet af videoklip med engelsktalende personer, der deltog i kampene om Izyum.”
For at underbygge Putins udsagn har russisk tv og sociale medier vist videoklip, som en tidligere amerikansk flådeofficer har lagt på Facebook, optaget på slagmarken.
Som dokumentation rækker det ikke langt; der skal mere til.
Fik Putin så ret?
Dokumentation kom i april i år, da der blev lækket dokumenter fra Pentagon. De viste ifølge Euronews, at USA og andre NATO-lande har sendt specialstyrker til Ukraine. USA skulle have 14 soldater, Letland 17 og Frankrig 15. England skulle have 50, måske 350, herom er der stor usikkerhed.
Få dage efter bekræftede en talsmand fra Det Hvide Hus, at ”USA havde landtropper i Ukraine, men at de ikke deltog i kampene mod russerne.”
Den ukrainske regering var nu presset til at komme med noget, der lignede et dementi, uden dog at være det: ”Der er ingen forbindelse mellem den ukrainske hær og de udenlandske frivillige. De handler på egen hånd, og opsøger selv de hærenheder og frontafsnit, hvor de ønsker at kæmpe, eller på anden måde vil bidrage til kampen mod russerne.”
Usikkerheden blev ikke mindre da et russisk missil i marts, angiveligt ramte et kommandocenter i Lviv, nær den polske grænse. NATO har i området en stor træningslejr, hvor ukrainske soldater uddannes i at bruge de våben, Vesten donerer.
Russerne hævder, at deres hypersoniske missil ramte kommandocentret, og at ca. 300 personer blev dræbt, heriblandt NATO-rådgivere.
De ukrainske myndigheder erklærede, at missilet ramte beboelsesområder. Også flere vestlige medier dementerede. Alligevel råder tvivlen fortsat.
Selv om NATO-officerer, der befinder sig på Lviv-centeret, ikke deltager aktivt i krigshandlinger, så uddanner de altså ukrainske soldater, der siden indsættes i kampen mod russerne. Det gør diskussionen om NATO’s tilstedeværelse i Ukraine til en strid om ord.
Kreml har hele tiden haft den opfattelse, at de udenlandske frivillige reelt var lejesoldater. Om de har en kontrakt via et privat firma, tæller ikke. Spørgsmålet er relevant, for hvis russerne opfatter de frivillige som lejesoldater, så omfattes de – i modsætning til almindelige soldater – ikke af Geneve-konventionen.
Tilstedeværelsen af udenlandske frivillige og lejesoldater i Ukraine kan også blive et problem for hjemlandet. For hvordan vil fx den danske stat reagere, hvis russerne tager danske frivillige til fange og dømmer dem som krigsforbrydere?
Og hvilken indflydelse vil tilstedeværelsen af udenlandske frivillige og lejesoldater få for russernes vilje til at indlede våbenhvile og fredsforhandlinger, når mange vestlige lande enten har opfordret til eller set gennem fingrene med, at deres borgere meldte sig til krigstjeneste i Ukraine?
NATO-lande bryder egne love
Blot to dage efter invasionen appellerede præsident Zelensky til udenlandske frivillige om at melde sig til forsvar af Ukraine mod russerne.
De første til at gribe bolden var Englands daværende udenrigsminister, Liz Truss, og Mette Frederiksen, der erklærede, at det ikke er ulovligt at kæmpe på Ukraines side, det gælder både for herboende ukrainere og andre, der mener, at man har noget at bidrage med.
Truss’ og Frederiksens opfordring til at melde sig er enestående i NATO’s historie. Den var ikke koordineret med alliancens øvrige lande. Vendome-gruppen – som består af justitsministre fra Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Benelux-landene – tog afstand fra Truss’ og Frederiksens opfordring og udtalte, at de ville fraråde deres borgere at rejse til Ukraine, men forbyde det, ville de dog ikke.
Mette Frederiksens opfordring står i skærende kontrast til de domme, der blev afsagt over kurdere og andre, som drog til Syrien og Irak for at bekæmpe Islamisk Stat. IS stod på EU’s terrorliste, det gør Rusland ikke. De hjemvendte blev retsforfulgt, én af dem, Joanna Palani, fik ni måneders fængsel.
Hvem er de frivillige, hvor kommer de fra, og hvad er deres motiver?
BBC har sat sig for at undersøge hvor mange udenlandske frivillige, der deltog i krigen på ukrainsk side, og om der var nogen, der har eller har haft tilknytning til en NATO-hær. BBC fandt frem til, at mange frivillige er veteraner, og at flere tidligere har deltaget i USA/NATO’s krige i Mellemøsten og Afghanistan.
Af undersøgelsen fremgik det bl.a., at frivillige især kommer fra England, USA, Canada (der huser mange eksil-ukrainere), Østeuropa, og de tidligere Sovjetrepublikker. Hertil et par dusin fra Afrika og Mellemøsten.
Motiverne er blandede. Nogle er idealister og oprøres over at et stort land invaderer et mindre. Andre melder sig, fordi de hader russerne, eller fordi de tror, at Putin stadig er kommunist. Og så er der dem, der søger spænding, eller for hvem soldatergerningen sidder så dybt, at de altid leder efter en krig, hvor de kan realisere ”det indre potentiale”.
De frivillige er, ifølge engelske terrorforskere, kun i ringe grad ideologisk motiverede. Og deres indlemmelse i den ukrainske hær gør det mindre sandsynligt, at de vil blive udsat for ekstremistiske ideologier.
De frivillige, der drog til Ukraine i 2014 for at kæmpe i Donbass sammen med ”Højre sektor” og andre radikale grupper, var i vid udstrækning europæiske nynazister.
Ukraines regering er i en situation, hvor den kan fravælge frivillige, der har holdninger og synspunkter, som ikke matcher regeringens. Den kan vælge veteraner, der har kamperfaring, og vrage dem, der kommer for at få kamperfaring.
Mange ”idealister” og ”glade amatører,” der strømmede til Ukraine i starten af invasionen, er derfor enten sendt hjem igen eller sat til at udføre civil tjeneste bag fronten.
Sådan lyder den officielle udlægning.
Mod det taler, at fx den tidligere neonazistiske Azov Bataljon er indlemmet i den ukrainske hær, hvor den nyder stor anseelse, bl.a. på grund af bataljonens kampe i Mariupol.
Ukraines regering kan heller ikke ignorere, at en betydelig del af befolkningen fortsat anser den nazistiske kollaboratør og antisemit Stepan Bandera for at være nationalhelt. Det vil med andre ord ikke være vanskeligt for udenlandske frivillige med højreradikale synspunkter, at finde sympatisører, både i hæren og blandt civilbefolkningen.
Antallet af udenlandske frivillige, der kæmper på ukrainsk side, er vanskelig at fastslå. Opgørelser svinger fra 7.000 til 25.000 mand. Tallene skal ses i relation til bl.a. Wagner-gruppens ca. 50.000 mand på russisk side.
Frivillige og lejesoldater i russisk tjeneste
Også Putin appellerede til frivillige om at melde sig til kampen mod ”den ukrainske neofascisme.” Her er frivillige især veteraner fra krigen i Jugoslavien, folk fra de tidligere Sovjetrepublikker, samt venstre- og højreorienterede, der kæmper side om side i Donbas-regionen, og som er fælles om at anse Putin for at være et ”bolværk mod det dekadente Vesten.”
En kuriøsitet er, at den italienske fascist-bevægelse, Casa Pound, har frivillige, der kæmper på begge sider.
Før invasionen tog en del israelske veteraner og medlemmer af Israels kommunistparti i 2015 til Donbass for at bekæmpe ”den ukrainske fascisme”.
Moscow Times, der drog i eksil i Holland i marts 2022, beretter om, at de frivillige, der deltager på russisk side, mest kommer fra hjemmeværnet, BARS (”sneleoparderne”). De meldte sig i tusindvis, da Rusland indledte ”den specielle operation i Ukraine”.
De frivillige deler Kremls udlægning om, at det drejer sig om at bekæmpe ukrainske nazister. Her appellerer Putin til befolkningens erindring om 2. verdenskrig, der både var en fædrelandskrig og en kamp mod nazismen.
Foruden patriotisme tiltrækkes mange også af månedslønninger på ca. 25.000 kr. Hertil kommer bonusser for at nedkæmpe tanks, artilleristillinger eller fly.
Moscow Times skriver, at tabene blandt de frivillige er uforholdsmæssigt stort. Det tyder på, at de frivillige ikke har fået nogen god træning, siden de ikke er i stand til at passe på sig selv under kampene.
Også den russiske hær – især den paramilitære gruppe Rusich, som er en underafdeling af Wagner-gruppen – har optaget europæiske nynazister.
Wagner-gruppen udgør med sine ca. 50.000 mand et kapitel for sig. Gruppen er udrustet med tunge våben, og agerede, indtil dets leder Jevgenij Prigosjin for nylig begik mytteri, relativt selvstændigt.
Efter det fejlslagne mytteri blev gruppen omplaceret til Belarus, tæt ved den polske grænse, og på en lokalitet så den kan invadere Ukraine nordfra. Den kan muligvis også blokere grænsen mod Polen og Rumænien og dermed hæmme vestlige våbenleverancer.
”Særlige operationer”
De lækkede Pentagon-papirer fortæller, at engelske elitesoldater har udført ”særlige operationer” i Ukraine, og at det er sket uden at informere det britiske parlament.
Officielt skal soldaterne bevogte engelske diplomater. Men den tidligere chef for Royal Marines har udtalt, ”at specialenhederne deltog i hemmelige missioner, der indebar betydelige militære og politiske risici.”
Netmediet Daily Beast har tidligere på året interviewet to veteraner fra USA’s marinekorps. De har begge kamperfaringer fra Irak og Afghanistan. De fortalte, at de i Ukraine står over for en yderst kompetent modstander: ”Den værste dag i Irak er en god dag i Ukraine. Granatilden er intens og langvarig, tabene af mandskab og materiel er store.” Op mod et dusin amerikanske frivillige og endnu flere lejesoldater er blevet dræbt siden invasionens start.
Bortset fra de frivilliges familier, ved kun få, hvor soldaterne befinder sig. Regeringerne i deres hjemlande afviser ethvert kendskab til deres tilstedeværelse i Ukraine, og påtager sig ej heller noget ansvar hvis de tages til fange af russerne.
Efter de hårde kampe om Azovstal – stål-værket i Mariupol – tog russerne en række fanger, bl.a. flere fra Azov-Brigaden, men også frivillige fra England, Sverige, USA, Kroatien og Marokko. De blev senere udvekslet med fanger, der befandt sig i ukrainsk fangenskab. Russerne gjorde altså ikke her alvor af truslen om at dømme de frivillige som krigsforbrydere.
Når de frivillige vender hjem
Da Islamisk Stat brød sammen i 2017, erklærede de lande, hvorfra IS-soldaterne kom, at de ikke ville have dem tilbage, uanset om det drejede sig om egne statsborgere eller folk med opholdstilladelse. Det ændrede sig dog gradvist. Og da flere af IS-krigerne kom hjem, blev de sigtet for at have deltaget i en terrororganisation. Nogle blev dømt, mens andre blev afradikaliseret.
Der råder dog fortsat en vis ængstelse blandt beslutningstagerne, om de tidligere IS-krigere før eller senere vil slå til mod samfundet, at de er sovende celler, der venter på et gunstigt tidspunkt. Efterretningstjenestene bruger selvsagt en del ressourcer på at overvåge tidligere IS-krigere.
Den frygt vil uundgåeligt blive overført på hjemvendte frivillige fra Ukraine, primært dem, der har højreradikale synspunkter: Frygten er reel.
Sidste år skrev Der Spiegel om en rapport fra den tyske efterretningstjeneste, hvori det hed, at europæiske nynazister havde meldt sig til den ukrainske paramilitære gruppe Misanthropic Division, der er knyttet til Azov Brigaden.
Højreradikale frivillige kan booste det hjemlige ekstremistmiljø, sådan som det skete i 1990’erne, hvor tyske nynazister kæmpede i Kroatien sammen med lokale nationalister og Ustasje-fascister. Nogle blev siden indflydelsesrige figurer på den tyske højrescene. De medbragte våben, som i dag findes i miljøet, samt hos kriminelle bander.
Engelske terrorforskere mener dog ikke, at frivillige i Ukraine i nævneværdig grad er domineret af højrefløjsideologier. De frivillige drager primært til Ukraine for kæmpe mod russerne, ikke for at fremme en bestemt politisk dagsorden.
Tiden må vise, om det er rigtigt.
Neokonservativ utålmodighed
Langt mere alvorligt end de frivillige i Ukraine er det, at der i dele af NATO-miljøet på det seneste er opstået en vis utålmodighed. Det blev forstærket af, at NATO-topmødet i Vilnius i juli ikke traf beslutning om at stationere NATO-tropper i Ukraine.
Anders Fogh Rasmussen har i The Guardian 7. juni 2023 sat ord på utålmodigheden: ”Hvis ikke NATO vil give Ukraine en sikkerhedsgaranti og stationere tropper i landet, fordi alliancen ikke kan blive enig herom, da må man forvente, at enkelte NATO-lande vil gøre det.”
Her er det især Polen og de baltiske lande, der har markeret sig tydeligst. Men også England og muligvis Holland og Danmark kan tænkes at ville være med.
Ud over tropper fra enkelte NATO-lande kan stationeringen omfatte træning, fællesmanøvrer (dem har der været en del af siden 2014) samt forøget, ensartet produktion af våben og ammunition.
Neokonservative kredse i NATO-miljøet mener, at russernes trusler om at bruge kernevåben er tomme: De tør ikke, når det kommer til stykket, så derfor kan vi godt fortsætte med at eskalere, lyder argumentationen. Og da Ukraine endnu ikke er NATO-medlem, så vil et evt. russisk angreb heller ikke udløse NATO’s artikel 5.
De mener også, at såfremt det kun er europæiske NATO-lande, der hver for sig sender tropper til Ukraine, kan konflikten holdes på et regionalt niveau.
Deltager USA bliver konflikten derimod til en global konflikt og risikerer at blive til 3. verdenskrig. Det er NATO-landene, trods alt, bevidste om.
Går enkelte NATO-lande solo og stationerer tropper i Ukraine, kan det true NATO’s sammenhold.
For selvom det hævdes, at krigen i Ukraine har styrket alliancen, kunne landene ikke enes om en afløser for Jens Stoltenberg.
Der er bestemt heller ikke enighed om alle våbenforsendelser, om sanktionernes styrke og omfang mv. Nogle lande vil have Ukraine med i NATO snarest og slække optagelsesbetingelserne. Andre lande, fx USA og Tyskland, mener, at det først kan komme på tale, når krigen er slut.
Endelig er der det ubehagelige spørgsmål om, hvad NATO stiller op, hvis man taber krigen i Ukraine. Eller hvis det ender med en aftale, hvor Ukraine må afstå de østlige områder til Rusland.
Kan NATO overleve det?
The post Om udenlandske frivillige, lejesoldater og soldater fra NATO-lande i Ukraine first appeared on Solidaritet.
Indlægget Om udenlandske frivillige, lejesoldater og soldater fra NATO-lande i Ukraine blev først udgivet på Solidaritet.
