Jeg tror bedst, jeg kan opsummere Morten Things bog ”Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat” som alt det, du ikke har lyst til at vide om Israel. For selvom jeg har arbejdet politisk med Israel-Palæstina-spørgsmålet siden midten af 1970´erne, er der mange nye og meget ubehagelige sammenkoblinger af informationer i bogen.
Morten Thing foretager en historisk gennemgang af Israel fra landets spæde begyndelse og op til i dag. Og gennem en lang række eksempler og historisk kilder dokumenterer han, at den politiske udvikling i Israel i dag – som får brede dele af befolkningen til at protestere – ikke er opstået ud af ingenting.
Tværtimod er den et naturligt resultat af den kombination af dobbeltmoral, racisme, etnisk udrensning og historieforfalskning, som har præget landet fra før dets tilblivelse i 1948.
Goddag og farvel til zionismen
Jeg satte første gang mine ben i Israel i midten af 70’erne på en tur, der var arrangeret af den israelske venstrefløj under overskriften: ”Tribute to the Danes.” Som tak for at danske jøder – herunder dele af min egen familie – blev reddet over Øresund under krigen, havde Israel et besøgsprogram, som Mapam – SF’s samarbejdspartner i Israel dengang – brugte til at invitere en række SFU’ere på en rundtur på 14 dage.
Og jeg indrømmer, at det virkede, for jeg kom hjem som zionist. Men trods alt også som stor kritiker af besættelsen af Vestbredden og den åbenlyse forskelsbehandling, palæstinenserne blev udsat for.
På væggen i mit og min daværende mands hjem hang Young Mapams plakat: ’For every man a homeland’. Med en ortodoks jøde og en kafija-klædt palæstinenser. Zionisme handlede for mig alene om retten til et hjemland. Og bestemt ikke om, at det land nødvendigvis skulle have en ”ren” jødisk befolkning.
Jeg vinkede først fuldstændigt farvel til zionismen, da jeg læste Ilan Pappes bog ”The Ethnic Cleansing of Palestine”. I sin bog tager Morten Thing også grundigt fat på Nakba, som er betegnelsen for starten på Israels systematiske udrensning af palæstinensere fra Israels territorium.
Den systematiske grundighed der ligger til grund for, hvordan man udvælger de landsbyer, der skal tilintetgøres, hvordan man udvælger de mænd, der skal myrdes og de kvinder, der skal voldtages. Alt sammen bliver det beskrevet.
Det bliver beskrevet, hvordan man gradvist overfører palæstinenseres ejendom til den særlige del af den israelske stat, som administrerer den jord, kun jødiske israelere har adgang til. Hvordan man sikrede, at rygterne om myrderier blev overdrevet, så folk flygtede i rædsel og panik.
Man får også en gennemgang af den politiske udvikling i forhold til spørgsmålet om besættelsen af især Vestbredden. Og igen – da jeg kom i området i 70’erne, havde mine israelske venner masser af venner på Vestbredden.
Vi kørte en tur om eftermiddagen og spiste frokost eller middag i palæstinensiske byer med palæstinensiske venner. Vi lejede biler og kørte glade rundt overalt. Det er ikke noget, jeg kan tilråde i dag. Faktisk er det slet ikke muligt.
Checkpoints og militær gør det umuligt; og på begge sider lever man i en verden, hvor man er afskåret fra at vide, hvordan de andre lever.
Synet på den besatte Vestbred har langsomt udviklet sig
Efter seksdageskrigen i 1967 var Vestbredden et spørgsmål om israelsk sikkerhed. Så blev det et område, som ingen gjorde krav på. Jordan ønskede ikke området tilbage, og derfor blev det almindeligt i israelsk politik at påstå, at ingen havde krav på området, og ingen ønskede området.
I dag er det blevet helt politisk legitimt i Israel at mene, at de palæstinensiske områder er et retfærdigt bytte for de ejendomme, jøder har måttet efterlade i forskellige arabiske lande – uden der nødvendigvis er dokumentation for det, og uden man overhovedet kan retfærdiggøre, at palæstinensiske bønder skal betale for fx irakiske overgreb på jøder.
For et politisk menneske som mig selv er det meget ubehageligt at måtte indse, at meget af det, jeg har lært om Israel, ganske enkelt ikke er sandt. Og det er skræmmende at kunne se, hvordan historien åbenbart vil gentage sig selv. Først besættelsen, så retfærdiggørelsen og siden fordrivelsen.
Den nye antisemitisme
Jeg har – ligesom Morten Thing – deltaget i uendeligt mange debatter om Palæstina-spørgsmålet. I en periode var jeg formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, og i den funktion kom jeg ofte ud på uddannelsesinstitutioner og til politiske debatarrangementer
Man lærer meget hurtigt, at der i denne debat er nogle underforståede debatter, man skal vogte sig for, hvis man overhovedet vil blive hørt. Enhver kritik af Israel har altid været vanskelig. Ordet antisemitisme kommer hurtigt på banen, og beskyldninger flyver hurtigt gennem luften.
Ethvert forsøg på at få noget, der ligner en debat, bliver udelukket. Men jeg synes selv, jeg har kunnet holde mig på en brugbar strategi ved at følge folkeretten. På baggrund af FN’s beslutninger kan man spørge, hvornår det palæstinensiske folk får ret til at leve og ånde i sikkerhed og fred.
Men også her er udviklingen ved at vanskeliggøre en dialog. Morten Thing redegør for udviklingen af det, nogle kalder den nye antisemitisme. Den nye antisemitisme er et forståelsessystem, der gør enhver kritik af staten Israel til en antisemitisk handling I SIG SELV!
I Danmark har vi en dom fra 1981, hvorefter det ikke er lovligt at kalde en antizionistisk udtalelse for antisemitisk i sig selv. Hermed adskiller man det politiske fra det etnisk/kulturelle.
Heroverfor står den definition, som International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA) har fået 31 lande til at tilslutte sig. Her knyttes kritik af Israel direkte til antisemitisme. Mette Frederiksen overvejede offentligt at tilslutte Danmark til IHRA. Det skete ikke. Måske på grund af dommen fra 1981.
Bogen er som en gyser
Morten Thing skriver fattet om ufattelige lidelser og politisk bedrag. Man sidder tilbage med en oplevelse af at have taget fejl:
Det har aldrig været planen at rømme Vestbredden.
Det har aldrig været planen at dele landet med palæstinenserne.
Og det vil aldrig blive planen at lade palæstinenserne få almindelige rettigheder i hverken deres egen stat eller en fælles stat for hele området.
Bogen bør være begynderlæsning for alle, som vil beskæftige sig med Palæstina og palæstinensernes forhold.
Morten Thing: ”Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat”. Forlaget Solidaritet. 224 sider. Vejl. pris 150 kr.
The post Alt det, du ikke har lyst til at vide om Israel first appeared on Solidaritet.
Indlægget <strong>Alt det, du ikke har lyst til at vide om Israel</strong> blev først udgivet på Solidaritet.
