Det er altid spændende at læse andres beskrivelser af begivenheder, man selv har oplevet. Derfor har det også være en fornøjelse at læse og anmelde Troels Toftkærs erindringer. Med min egen politiske baggrund har jeg særligt interesseret mig for splittelsen i SF i 1970´erne, som bogen beskriver. Det var en periode, som har haft stor betydning for min egen politiske udvikling.
I den tid gjorde vi i SF en hel del erfaringer med forskellige måder at organisere os på. Det var en tumultarisk periode med store forandringer. Mange gamle venskaber faldt, mens nye opstod.
Troels Toftkær deltog i to af de store interne stridigheder i SF. Først i 1967, hvor SF blev splittet og VS startede. Her var han blandt de folk, som blev i partiet, selvom mange af udbryderne var folk, han egentlig havde mest til fælles med. Senere var han på partiets højrefløj i 70’erne, hvor stridigheder i SF bragte partiet tættere på spærregrænsen end nogensinde før – og efter.
Jeg var en del af den venstrefløj, som dengang endte med at vinde striden, mens Troels Toftkærs højrefløj i SF tabte. Han skriver selv, at han fulgte Poul Dam ind i SF og senere ud igen.
Skulle partimedlemmerne eller folketingsgruppen bestemme?
Striden handlede om, hvilken form for parti SF skulle være. Her var meget forandret, siden SF blev dannet som et opgør med DKP. En stor del af SF dengang var tidligere medlemmer af DKP. De havde deres politiske erfaringer fra besættelsen og modstandskampen.
Men Danmark i slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne var noget helt andet, og den nye generation – min egen – der rykkede ind i det politiske liv, havde andre ideer. Det handlede om, hvem der skulle have magten i partiet – folketingsgruppen eller partimedlemmerne. Vi fik indført regler for opstilling af folketingsmedlemmer, der gjorde det muligt for medlemmerne at slippe af med selv meget kendte og populære MF’ere, hvis medlemmerne ikke følte sig repræsenteret af dem.
Medlemmerne kunne derudover følge den politiske udvikling i Folketinget og pålægge MF’ere opgaver eller fratage dem ordførerskaber. Magten lå i partiet og dets valgte Hovedbestyrelse. Heroverfor stod et synspunkt, som et flertal i Folketingsgruppen stod for, nemlig at vælgerne skulle have magten gennem folketingsvalgene, og når en person var valgt, var det alene Grundlovens bestemmelser, der gjaldt.
Diskussionen bliver nok aldrig helt færdig, men dengang betød de nye bestemmelser i hvert fald en afskalning af en lang række gamle SF’ere, som havde kæmpet for partiet i mange år. Ja, nogle af dem havde været med til at starte partiet sammen med Aksel Larsen – som fx min egen far Christian Frahm. Til gengæld oplevede partiet i 80erne nok nogle af sine bedste og mest interessante år.
En lang række repræsentanter fra de nye bevægelser deltog i debatterne og udviklingen af både partiets politik og dets struktur. Siden har der – især efter 2000 – været en udvikling væk fra det medlemsstyrede og medlemsudviklede parti. En udvikling som SF deler med de fleste af de øvrige partier her til lands. Troels Toftkærs beretning om SF slutter længe før, men det var interessant at læse min egen modparts synspunkter i konflikten.
Fredsaktivisten
Den største del af bogen er helliget arbejdet i fredsbevægelsen.
Troels Toftkær var med til at starte den politiske militærnægterbevægelse. Det gav en lang række sammenstød med partier og myndigheder. En hel del af dem var klart i strid med nutidens – og måske også datidens – bestemmelser. Toftkær beskriver, hvordan især Socialdemokratiet vanskeliggjorde arbejdet, mens det i sidste ende blev den konservative indenrigsminister Poul Sørensen, der fik gang i processen for retten til at være militærnægter af politiske årsager.
Efter at have aftjent sin tjeneste som militærnægter i blandt andet Kompedal-lejren i Jylland, arbejdede Troels Toftkær med opbygningen af fredsbevægelser og kampen mod atomvåben. I bogen kan man læse, hvordan han gennem næsten hele den kolde krig forsøgte at få lavet brede alliancer i kampen mod atomvåben i såvel vest som øst.
Det var bestemt ikke let. For de danske kommunister var mere end uvillige til at rette den mindste smule kritik mod de atomvåben, Sovjet opstillede på den østlige side af Jerntæppet. Besøgene i DDR fik en ende, fordi han fik indrejseforbud, og ethvert besøg i Polen og Tjekkoslovakiet var nøje overvåget.
Hans færden blev registreret, og som så mange andre kunne han efter murens fald se, hvordan også folk, han regnede for sine medspillere, deltog i overvågningen og flittigt indberettede ham til myndighederne i østblokken.
Den tid fik heldigvis sin afslutning. Mange har i dag svært ved at forestille sig, hvordan det var. Men Troels gør fortiden levende ved at beskrive sine møder med dissidenter og andre unge, som forsøgte at lægge kræfter i en mere fredelig og demokratisk udvikling.
Forfatteren gør fortiden levende
Jeg har læst bogen med stor interesse.
Det er på en og samme tid en meget personlig beretning og et stykke europæisk venstrefløjs historie. Den beskriver, hvordan kampen ikke kun gik mellem højre og venstre, men også – og måske især – mellem demokrater og den tids små-totalitære drømmere, som især befandt sig i DKP.
Læs bogen, og få et indblik i en del af vores historie, som måske er slut, men som stadig sætter sine spor på dele af venstrefløjen og ikke mindst i dele af de borgerlige partier, som ynder at beskrive alt venstreorienteret som DDR-kommunisme.
Sandheden er, at det især var folk i fredsbevægelserne og på den demokratiske venstrefløj, som tog kontakt med dissidenter i øst og forsøgte at etablere veje til forandring.
Fra Mit Borgerliv er udgivet på forlaget Thues Skrivestue.
The post Anmeldelse: Fra Mit Borgerliv first appeared on Solidaritet.
Indlægget Anmeldelse: Fra Mit Borgerliv blev først udgivet på Solidaritet.
