I 2005 boede og arbejdede jeg i Sudans hovedstad, Khartoum, og i provinshovedstaden, Juba. Jeg fungerede som informationschef for FN’s Fødevareprogram, WFP, og håndterede blandt andet informationer i forbindelse med den humanitære indsats i provinsen Darfur og situationen i Sydsudan.
Konflikten i Darfur var på på sit højeste. Der var et intenst internationalt fokus på situationen. Samtidig var der en eskalerende konflikt mellem Sudan og det, der nogle år senere skulle blive det nye land, Sydsudan.
Darfur
Konflikten i Darfur tog for alvor fart i 2003, hvor den såkaldte Janjaweed-milits angreb en lang række landsbyer. Der var flere lag i konflikten. Der var kamp om retten til jorden, hvor de traditionelle nomader blev begrænset af den stigende bosætning af bønder.
De traditionelle nomader var arabere, mens en del af bønderne var sorte ikke-arabere, og samtidig lå der et element af religionsstridighed, idet de fastboende hovedsageligt var animister samt en del kristne, mens nomaderne var muslimer.
Med udgangspunkt i de ikke-arabiske klaner i Darfur, oprettedes Sudan Liberation Army (SLA) med det formål at beskytte befolkningen mod overgreb. Men det lykkedes ikke at forhindre, hvad der senere blev betegnet som et folkemord: hundredtusinder af mennesker blev slagtet i massakrer mod mange landsbyer i området.
Hovedaktøren bag massakrerne var militsen Janjaweed, ledet af Mohamed Hamdan Dagalo med tilnavnet Hemedti. Regeringen i Khartoum, under ledelse af diktatoren Omar al-Bashir, bakkede 100% op bag Janjaweed.
Der var betydelig internationalt fokus på konflikten i Darfur, ikke mindst fordi fremtrædende skuespillere som George Clooney og Brad Pitt etablerede organisationen ”Not On Our Watch”, der satte fokus på de menneskerettighedskrænkelser, der blev begået af Janjaweed og understøttet af regimet i Khartoum.
Sydsudan
Mod syd kom det i denne periode tæt på krigshandlinger mellem Khartoum og de selvstændighedssøgende kræfter i den sydlige provinsby Juba, der senere blev hovedstad i Sydsudan.
Under det britiske koloniherredømme frem til uafhængigheden i 1956 blev de to regioner behandlet som to selvstændigheder enheder.
Mod syd var det fortrinsvis sorte ikke-arabere, mens det mod nord (nord for den 8. breddegrad) i langt overvejende grad muslimske arabere. Der var blodige kampe frem til 2005, hvor Sydsudan blev givet delvist autonomi.
Kravet om selvstændighed voksede, og Omar al-Bashir måtte, blandt andet efter massivt internationalt pres, acceptere resultatet af en folkeafstemning i 2011, der med stemmeprocent på 80 viste, at mere end 98% af befolkningen ønskede løsrivelse og selvstændighed.
Protester mod Bashir
Omar al-Bashir var oberst i den sudanesiske hær, og kom til magten i 1989 ved et militærkup. Han allierede sig med islamistiske kræfter, blandt andet Hassan al-Turabi, lederen af Islamisk Front, og indførte en række sharia-love i landet.
Magten konsolideredes, og modstandere blev elimineret. I 1996 lod han sig vælge som præsident ved et valg, hvor han var den eneste tilladte kandidat, og hvor al-Turabi blev leder af parlamentet. Seancen gentog sig i 2000, hvor Bashir blev ’genvalgt’. Der opstod efterhånden en konflikt med al-Turabi, som i flere omgange blev sat i fængsel.
Den Internationale Straffedomstol i Haag åbnede i 2008 en sag mod Bashir med anklager om forbrydelser mod menneskeheden. Det førte til at han i 2009 blev internationalt efterlyst.
Det arabiske forår bredte sig i 2018 og 2019 til Sudan: Massive folkelige protester prægede gaderne i Khartoum og andre større byer. Den 11. april 2019 tog militæret, under ledelse af general Abdel Fattah al-Burhan, magten fra Bashir og placerede ham i husarrest.
Folkelige organisationer forhandlede med militæret om en aftale i forhold til magten i landet. Det første til, at Abdalla Hamdok blev indsat som civil premierminister 21. august 2019.
De civile kræfter var samlet i en koalition, Forces of Freedom and Change, som bestod af en lang række organisationer så som fagforeninger, kvindeorganisationer og oppositionspartier.
I denne periode var der store folkelige manifestationer og et håb for fremtiden, som ikke var set før i det enorme land. Der var forhåbninger om en fredelig overgang til demokratiske tilstande med et civilt styre.
Militærkup i 2021
Desværre varede håbet ikke ved. 25. oktober 2021 tog militæret, med general Abdel Fattah al-Burhan i spidsen, igen magten og afsatte Hamdok.
Efter voldsomme interne protester samt international fordømmelse blev Hamdok genindsat som premierminister 21. november 2021; men 2 januar 2022 meddelte han på sudanesisk TV, at han fratrådte med øjeblikkelig virkning.
Fra det tidspunkt var der igen et de facto militærdiktatur i landet.
Hæren og Rapid Support Forces (RSF)
Siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1956 har den sudanesiske hær spillet en afgørende rolle i udviklingen af landet. Det anslås, at der pt. er mere end 100.000 soldater i hæren, som også råder over luftvåben og søværn. Øverstkommanderende er general Abdel Fattah al-Burhan.
Den sudanesiske hær har store økonomiske interesser i landet og ejer blandt andet Sudans største bank, Omdurman National Bank.
Ifølge Center for Advanced Defense Studies har den sudanesiske hær kontrol over mere end 400 større virksomheder i landet.
Rapid Support Forces, RSF, er en paramilitær milits, der udspringer af Janjaweed-militsen. Lederen er, ligesom det var tilfældet med Janjaweed, Mohamed Hamdan Dagalo med tilnavnet Hemedti. Han var en del af den overgangsregering, som i 2019 skulle forberede demokratiske valg i Sudan.
RSF bliver delvist finansieret af udvinding af guld fra miner, som er blevet overtaget i Darfur-regionen, og Hemedti er personligt den vigtigste guldhandler i landet gennem sit firma, al-Junaid. Guldet sælges gennem De Arabiske Emirater, hvor Hemedti har størstedelen af sin formue placeret.
Udover guld har RSF store økonomiske interesser i Sudan, blandt ejer man – sammen med De Arabiske Emirater – Sudans næststørste bank, Khaleej Bank.
Det anslås, at militsen består af op mod 100.000 soldater. Dele af RSF fungerede som lejesoldater for den Saudiarabiske invasion i Yemen fra 2015 og frem. Der er her dokumenteret krigsforbrydelser begået af militsen.
Militærkuppet mod overgangsregeringen i 2021 og 2022 blev støttet af RSF og Hemedti, som lavede en alliance med det sudanesiske militær.
Konflikten i 2023
Den 15. april lød der skyderi i Khartoums gader: Den voldelige konflikt mellem hæren og RSF var en realitet. De to parter havde været uenige om fremtiden i landet, hvor hæren lagde op til, at der kunne etableres civilt styre i løbet af to år, mens RSF mente at der mindst skulle gå 5-10 år.
General al-Burhans planer om at integrere militsen RSF i hæren har mødt stor modstand, fordi man frygter at miste de privilegier, som både officerer og menige i RSF har nu.
Timingen for hvornår skyderierne startede, hænger sammen med en aftale, som militæret indgik med dele af de folkelige bevægelser 6. april 2023. Den handlede om en fremtidig deling af magten mellem hæren og civilsamfundet. En sådan aftale var tydeligvis ikke acceptabel for RSF.
RSF anklager al-Burhan for at ville løslade den tidligere diktator Bashir og at ville alliere sig med Islamisk Front, en radikal muslimsk organisation. Udover hvad de to parter udtrykker retorisk, synes det klart, at der er store økonomiske interesser på spil. Konflikten handler i høj grad om at bevare kontrollen over ressourcer og privilegier.
De sidste par måneder er konflikten blusset op og ned. Våbenhvile er aftalt et par gange, men brydes af begge parter efter kort tid.
Det er ikke kun i hovedstaden Khartoum, der er kampe mellem de to grupper. I Darfur har kampe blandt ført til, at tre ansatte i World Food Programme er blevet dræbt.
Splittelse i civilsamfundet
Hvor civilsamfundsorganisationerne tidligere samlet i en alliance, Forces of Freedom and Change, er der nu sket en splittelse i flere fraktioner, FFC-Central Council og FFC-Democratic Block.
En del af alliancen forsøger at etablere et samarbejde med militæret om fremtidig magtdeling, mens en anden gruppe ikke tror på oprigtigheden hos militæret og ønsker, at militærjuntaen træder tilbage øjeblikkeligt.
Der er ikke tegn på, at hverken den sudanesiske hær eller RSF inden for overskuelig fremtid kan overmande den anden part; dertil er styrkeforholdet for lige.
Fortsatte kampe vil – alt andet lige – betyde en svækkelse af både militæret og militsen. Her kan civilsamfundet muligvis se en umiddelbar fordel.
Et helt uafklaret punkt er, hvordan Islamisk Front, hvoraf mange tidligere sad i fængsel, men nu er løsladt af general al-Burhan, vil stille sig i konflikten. Umiddelbart er der en alliance med hæren, men om dele af det radikale muslimske miljø vil søge at opnå særlige politiske fordele, er stadig usikkert.
Under alle omstændigheder er der ikke meget der tyder på, at en demokratisk forandring vil komme sudaneserne til gode i nær fremtid.
Der er stor bekymring i det internationale samfund. FN’s Sikkerhedsråd besluttede 2. juni 2023 énstemmigt at forlænge mandatet for ”United Nations Integrated Transition Assistance Mission in Sudan” (UNITAMS) indtil december 2023. Formålet med UNITAMS er at følge udviklingen i landet og støtte fremkomsten af et demokratisk samfund.
The post Den væbnede konflikt i Sudan: Ingen udsigt til demokratisk forandring i nær fremtid first appeared on Solidaritet.
Indlægget <strong>Den væbnede konflikt i Sudan: Ingen udsigt til demokratisk forandring i nær fremtid</strong> blev først udgivet på Solidaritet.
