Kommentar: En farveblind høg

Politikens Christian Jensen fører kampagne for Mette Frederiksen som ny generalsekretær i NATO. Det er jo ærlig snak, men også lidt mærkeligt. Argumenterne synes mest at være, at vi skal være stolte over at have en kompetent statsminister, som kan få en vigtig international post.

Men har Mette Frederiksen de kompetencer, NATO har mest brug for, og har hun de kvaliteter, vi, som danskere, synes skal præge NATO?

Mette Frederiksen viser ikke megen forståelse for, at sikkerhedstruslen globalt og europæisk er langt mere end den militære trussel. Verden er på vej ind i en klimakrise, der i den grad udfordrer sikkerheden, og som skal håndteres som sikkerhedstrussel nu. Forstår hun det?

Mette Frederiksen var rød, før hun måske blev grøn, og i dag virker hun mest som en farveblind høg, der hverken tænker rødt eller grønt. Er det betryggende?

Mette Frederiksen har på centrale politikområder skiftet holdninger hyppigere end de fleste, og nogle af de grupper, hun har villet hjælpe, sidder skuffede og lidt forvirrede tilbage. Nogle børn og nogle pensionister for eksempel. Ved vi, hvad vi – og NATO – får?

Mette Frederiksen hylder alliancen med USA, og det er nok nødvendigt, både som statsminister og NATO’s generalsekretær. Men vil hun som generalsekretær have selvstændighed og stamina nok til at være andet og mere end et udtryk for USA’s interesser i Europa? Vil hun også være europæer overfor USA?

Mette Frederiksen er god til krisehåndtering, men er hun også god nok til afværge eller neddæmpe internationale kriser? Vil hun gøre det lettere eller vanskeligere for diplomaterne?

Har Mette Frederiksen empati nok til at agere i en truet og usikker verden?

The post Kommentar: En farveblind høg first appeared on Solidaritet.

Indlægget Kommentar: En farveblind høg blev først udgivet på Solidaritet.