Tænk et øjeblik over verdenssituationen. Det føles ikke så godt, vel? Med mængden af potentielt eksistentielle kriser, vi lige nu står og roder med, er det så virkelig nødvendigt at lægge sig ud med verdens muslimske befolkning?
Behøver vi virkelig blive uvenner med hele verden på én gang? Skulle vi måske i stedet holde os på talefod med en række lande, hvis samarbejde kan være gavnligt for os selv og for verden? Måske skulle vi bare forbyde at afbrænde de koraner.
Med den logik føjer vi os måske for nogle ikke synderligt sympatiske regimer. Til gengæld beskytter vi samtidig en masse menneskers religiøse følelser, og er der virkelig en grund til at såre dem, bare fordi man kan?
Så lad os da forbyde at brænde de koraner, som tydeligvis betyder en del for alle disse mennesker. Jeg synes oprigtigt, at det er en helt valid holdning.
Men knægter vi så ikke ytringsfriheden? Lad mig svare med et modspørgsmål. Var det ikke muligt at voksenmobbe hele Danmarks muslimske befolkning, også inden det kom på mode at brænde koraner af? Så vidt jeg husker, skete det da på daglig basis i snart sagt alle landsdækkende medier og på Folketingets talerstol. Nej, den såkaldte islamkritik havde – og har – stadig et rigtig fint vækstgrundlag, som det hedder på moderne dansk.
Samtidig vil et forbud, som det tidligere er påpeget her i Solidaritet, beskytte danske arbejdspladser og danske liv, når nu terrortruslen tilsyneladende er stigende. Det er bestemt gode grunde til at forbyde afbrændinger af koranen.
Et forbud hjælper Erdogan
Når det sagt, kan jeg ikke lade være med at tænke nærmere over timingen. Ret mig endelig, hvis jeg er for konspiratorisk anlagt nu, men er det et tilfælde, at vi skal have al denne opmærksomhed på en håndfuld koranafbrændinger lige nu?
Tænk igen på verdenssituationen, selv om det er mere behageligt at lade være. Tyrkiets præsident Erdogan tillod allernådigst Sverige at komme med i NATO, da svenskerne af gode grunde syntes, at deres sikkerhedspolitiske situation som neutralt land var lidt udsat efter Ruslands overfald et andet neutralt land i Europa.
Erdogan havde dog nogle kriterier, der skulle opfyldes, før Sverige kunne komme med i NATO. Et af disse var, at Sverige skulle gøre noget ved alle de afbrændinger af koranen. Er det tilfældigt, at afbrændinger af koranen i et par lande langt mod nord får så meget opmærksomhed netop nu? Eller er det nu, Erdogan skal bevise, at Tyrkiets præsident kan få vestlige lande til at gøre, som han siger? Jeg ved det ikke, men tanken har da strejfet mig.
Hvad med dem, man ikke taler om nu?
Når alle taler om koraner, taler man ikke om Erdogans andre kriterier, for at Sverige skulle med i NATO. Et af dem drejede sig om, at Sverige skulle gøre noget for at sikre Tyrkiets ”sikkerhedsmæssige bekymringer”.
Det er tyrkisk udenrigspolitisk sprog for, at svenskerne skal stække den kurdiske befolknings rettigheder. Og der bor mange kurdere i Sverige. En del af dem sympatiserer sikkert med det kurdiske arbejderparti PKK, som står på EU’s terrorliste.
Hvilke konsekvenser alt det får for Sveriges kurdiske befolkning er i skrivende stund uvist. Men for et par måneder siden blev en kurdisk flygtning udleveret fra Sverige til Tyrkiet, og i Sverige er den kurdiske befolkning bekymret for, hvad der vil ske. Der er en reel uro, især i Sveriges kurdiske befolkning, for, om kurderne stadig vil have organisationsfrihed.
Apropos kurdernes organisationsfrihed er Danmark ikke noget foregangsland. Efter ønske fra Tyrkiet lukkede Danmark den kurdiske tv-station Roj-TV, og så blev Anders Fogh udpeget til generalsekretær for NATO. Vupti.
Danmark er ikke noget foregangsland, hvad kurdiske rettigheder angår. Nu skal Sverige heller ikke være et foregangsland længere. Men det taler man ikke om, når man kan tale om brændende koraner. På den måde hjælpes Erdogan af et forbud mod at sætte ild til koraner.
Forbuddet rammer også folk, vi godt kan lide
Jeg ved nok om Solidaritets kernelæsere til at vide, at de færreste af dem vil troppe op foran et muslimsk lands ambassade for at futte koranen af. Den slags må vi med væmmelse se Rasmus Paludan gøre.
Men hvad hvis nogle, vi godt kan lide, protesterer på den måde foran en ambassade.
Irans ambassader er med god grund genstand for mange forskellige protester. Selv om der sker mange interessante ting rundt om i verden, må omverden ikke miste fokus på de iranske kvinders frihedskamp under sloganet ”kvinde, liv, frihed”. Hvis de protester indebærer at sætte ild til eller at rive sider ud af en koran, skal det så forbydes?
Da man næppe juridisk kan skelne mellem protestformers politiske sympati hos Solidaritets læsere, kan man derfor være nødt til fortsat at tillade idioter fra Danske Patrioter at brænde koraner af. For iranske kvinders frihedskamp er vigtigere end danske arbejdspladser og religiøse følelser.
Det er måske ikke tilfældigt, at Iran er fremme i skoene for at få koranafbrændinger og andre protester foran ambassader forbudt. For de protester er med til at fastholde fokus på de iranske kvinders legitime kamp mod et undertrykkende regime.
Derfor er jeg i den internationale solidaritets navn blevet modstander af regeringens planer om at forbyde koranafbrændinger foran ambassader. Ikke i ytringsfrihedens navn, men i den internationale solidaritets navn.
Det er ikke en holdning, jeg altid har haft. Jeg bakkede faktisk op om regeringens planer ud fra de overvejelser, som I kan genlæse i denne leders første afsnit. Og jeg kan stadig godt forstå dem, der er uenige i denne konklusion. Medmindre vedkommende hedder Rasmus Paludan.
The post Det er tillokkende – og virker endda sympatisk – med et forbud mod at brænde koranen af. Men er det også rigtigt? first appeared on Solidaritet.
Indlægget <strong>Det er tillokkende – og virker endda sympatisk – med et forbud mod at brænde koranen af. Men er det også rigtigt?</strong> blev først udgivet på Solidaritet.
