Kom ind i kampen, supermarkeder. Øg jeres grønne udvalg!

En dansker udleder i gennemsnit 3 ton CO2 gennem vores kost. Det gør klimaaftrykket fra vores madforbrug til et af de højeste i verden. Det er vi simpelthen nødt til at ændre. Vi skal spise grønnere. Jeg skal ikke gøre mig hellig. Jeg spiser selv kød, men jeg er på det seneste begyndt at ændre min kost, så den nu er markant grønnere.

Og her opstår problemerne. For når jeg går ned i supermarkedet, lader det til, at klimakrisen er afblæst. Der er fire kølediske fyldt med forskellige slags kød, mens de plantebaserede kød-erstatninger nærmest ikke er til at se. Derudover er udvalget af andet grønt protein decideret sølle.

Hvis jeg er heldig, finder jeg én enkelt slags tofu. Men hvor er f.eks. seitan, tempeh og de andre former for tofu som røget tofu? Hvorfor er der ikke flere slags linser, bønner eller ærter såsom puy-linser, belugalinser, hestebønner, Ingrid-ærter, gråærter, for bare at nævne et par stykker? Udvalget af grøn mad er stort – bare ikke i supermarkedet.

Lad os få grønne alternativer til kød ud til forbrugerne. Tjep tjep

Hvorfor er supermarkederne så fodslæbende i en tid, hvor de burde gå forrest i den grønne omstilling? Nogle vil sige, det handler om penge, men det argument køber jeg ganske enkelt ikke. For det første fritager det fuldstændig supermarkederne for ansvar.

Supermarkedernes udvalg er med til at skabe efterspørgsel blandt forbrugerne. Når man ser på det sølle udvalg, er det klart, at mange ikke har skiftet til en mere plantebaseret kost. Men folk er villige! En undersøgelse fra Dansk Vegetarisk Forening viser, at 63 procent af os gerne vil spise mindre kød. Det tal ville nok blive endnu højere, hvis man faktisk mødte et inspirerende sortiment af plantebaserede varer i butikkerne.

Hvis vi skal undgå de værste klimaforandringer, bliver vi nødt til at dreje på alle knapper. Alle må tage ansvar – også supermarkederne. Vi skal alligevel indstille os på en hverdag, hvor langt mere af vores kost er plantebaseret. Men det sker ikke, så længe det grønne udvalg er henvist til en lille krog i hjørnet.

Det grønne udvalg skal være varieret, inspirerende og lækkert, og det er der heldigvis mulighed for. Og så skal vi huske at have alle med i den grønne omstilling. Både dem i storbyerne, der har fem grønne butikker i cykelafstand, men særligt dem på landet, der kun har den lokale Brugsen til at finde det, de ikke selv dyrker.

Så kære supermarkeder, det er på tide, at I går fra at være en modspiller til en medspiller på det grønne område. Størstedelen af Danmark er klar til at tage ansvar for klimaet. Er I også det?

The post Kom ind i kampen, supermarkeder. Øg jeres grønne udvalg! first appeared on Solidaritet.

Indlægget Kom ind i kampen, supermarkeder. Øg jeres grønne udvalg! blev først udgivet på Solidaritet.