Af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion
”Nogle siger det. Vi gør det” Sådan lød overskriften på en helsides annonce i en række lokalaviser. Afsender var Socialdemokratiet på annoncen, der blev bragt d. 31. maj lige op til lanceringen af et politisk forlig mellem regeringen og en bred kreds af partier om flere havvindmølleparker som led i det politiske mål om at nedbringe Danmarks CO2-udledninger med 70% inden 2030.
Var det så en helhjertet udmelding fra Socialdemokratiet eller et forsøg på at rette op på et noget flosset image som et også grønt parti? Kursister på Cph Business i faget ledelse af bæredygtig udvikling var ikke i tvivl, da annoncen blev brugt i undervisningen i en snak om at spotte greenwashing. Kursisterne bed mærke i, at annoncen var udformet med et stort billede af havvindmøller, og at den normalt røde baggrundsfarve i boksen med partinavnet var skiftet til grøn. Netop sådanne tricks kan ifølge en pjece fra Forbrugerombudsmanden være at pynte sig med lånte fjer og ikke være så grøn som foregivet. Det var da også kursisternes vurdering, som nok deles med en del af befolkningen. Socialdemokratiet og regeringen har da også i flere omgange selv båret ved til dette bål.
Da EU en måned senere skulle tage stilling til, om en større del af medlemslandenes areal skulle være natur, var der ikke meget opbakning at hente hertil fra den danske regering, som tværtimod gik efter at udvande beslutningen mest muligt – af hensyn til landbrugets, erhvervslivets og forsvarets interesser samt muligheden for at udbygge vedvarende energi med blandt andet flere vindmølleparker. Regeringen udtrykte dog tilfredshed med det kompromis, der blev opnået med et snævert flertal og gav en mindre udvanding end ønsket af den danske regering.
Mindre tilfredshed var der blandt natur- og miljøorganisationer, der også undrede sig over, at regeringen tidligere på året havde afvist et forslag om at lægge loft over brug af træ til energiproduktion. Denne form for brændsel bringes til veje ved massiv fældning af skov i blandt andet Estland, hvorfra danske kraftværker får en stor del af den biomasse, som anvendes. Netop brugen af biomasse er vokset stærkt især i Danmark de senere år, men regnes af miljø- og klimaaktivister og en del eksperter ikke for vedvarende eller CO2-neutral energi. Blandt kritikerne er regeringen egen vagthund, Klimarådet, som opfordrer til at begrænse brugen af biomasse til energiproduktion.
Tøvende politikere
Det er derfor ikke så sært, at vælgerne undrer sig, når de gang på gang oplever tøvende, træge og tvivlende politikere, som nøjes med halve løsninger og nærer for stor tiltro til fremtidige teknologiske løsninger baseret på blandt andet Power to X og CO2-fangst, hvis effekt er omstridt og usikker. Etableringen af en energi-ø på åbent hav er sat på tænkepause, da projektet har vist sig markant dyrere end først beregnet og i øvrigt fortsat ses på med kritiske øjne af energivirksomheden Ørsted.
Samtidigt virker det som om regeringen hælder til de lette løsninger ved f.eks. at gøre bilernes miljøbelastning mindre gennem iblanding af biobrændsel i benzinen. Det vil kun have en beskeden effekt og dermed gøre det svært at opnå det politisk fastsatte delmål om i 2025 at have reduceret udledningerne med 50-54% i forhold til 1990. Reduktionen vil ifølge Klimarådet og tænketanken Concito blot være på vej til at nå 47%.
Særlig ambitiøst på en grøn dagsorden virker det heller ikke, at regeringen som ét af de sidste europæiske lande vil indføre en flyafgift – på 100 kroner – med det formål at få færre til at rejse med fly. Et så lavt beløb vil næppe få mange til at droppe flyveren, da danskernes rejselyst er stor og er steget gennem hele 2023, selv om det er til betydeligt højere priser end før Corona-krisen. I nogle andre lande kan afgiften være på over 1000 kroner. Samtidigt støtter regeringen en videre udbygning af Kastrup Lufthavn med det formål at tiltrække flere passagerer og luftfragt med henvisning til, at elektrisk drevne fly er på vej. Selvom blandt andet SAS og Norwegian har planer om at indsætte sådanne fly, vil der gå mange år inden hovedparten af især den internationale luftfart vil være elektrisk båren og dermed mindre klimabelastende.
Indtrykket af regeringens tvetydige holdning til klimaindsatsen kan yderligere næres af, at der i snart et år ikke har været holdt møde i Rådet for Samfundsansvar, der blev nedsat i 2018 med det formål blandt andet at beskæftige sig med grøn og bæredygtig omstilling. Rådet, der består af 19 repræsentanter for erhvervslivet og fagbevægelsen, har ikke været indkaldt siden september 2022, men været sat på pause siden folketingsvalget i efteråret.
Bekymrede, men splittede befolkninger
Selv om der tales store ord om grøn omstilling, når statsministeren færdes internationalt og mødes med andre landes statsministre eller USAs præsident, får det skær af at være en grøn facade, der camouflerer en noget fodslæbende regering på den grønne front – på trods af, at der i befolkningen er en høj bevidsthed om og en ret stor bekymring for klimaudfordringerne, som 44% af vælgerne ifølge Voxmeter 2022 opfattede som det vigtigste politiske spørgsmål. Meningerne er dog stærkt delte. Seks ud af ti borgerlige vælgere mente i en undersøgelse foretaget af Mandag Morgen i 2022, at der politisk var for meget fokus på klima, hvilket givetvis indgår i både de borgerlige partier og regeringens kalkulationer og prioriteringer. Det er dog ikke et rent dansk fænomen.
I flere europæiske lande sætter politikerne foden på bremsen fremfor speederen i klimaindsatsen. I Frankrig har præsident Macron dæmpet farten på grøn omstilling af frygt for at genvække de gule veste, der for nogle år siden opstod som et oprør imod stigende energiafgifter. Afgiftsforhøjelserne gik kraftigst ud over de laverelønnede, som jobmæssigt var afhængig af deres bil, mens de højeste indkomster fik skattelettelser. I Holland har strammere regler om landbrugets udledninger af kvælstof medført stærke protester og bidraget til politisk uro, der har ført til regeringens tilbagetræden. I Sverige har den borgerlige regering ikke mindst efter pres fra støttepartiet Sverigesdemokraterne skruet ned for klimaindsatsen og vil udbygge atomkraft som en form for mere klimavenlig energikilde og er af EU blevet pålagt at omlægge landets store skovdrift til en mere bæredygtig form. I Tyskland har regeringen besluttet at videreføre en del kulfyrede kraftværker og brydningen af brunkul.
Østeuropæiske lande har ikke haft klimaudfordringerne øverst på dagsordenen, men vægtet beskæftigelse og velfærd højere baseret på løbende vækst i en liberalistisk, markedsstyret konkurrencemodel som afløsning for fortidens planøkonomiske system. Med krigen i Ukraine er klimaet gledet endnu længere ned af dagsordenen, ligesom krigen og den derpå følgende oprustning i hele Europa presser klimaindsatsen ikke mindst økonomisk, fordi mange midler nu og fremover skal bruges på militæret. I Polen er forsvarsudgifterne blevet øget til at udgøre næsten 4% af BNP, selv om kravet fra NATO er 2%. Sammen med de baltiske lande opfordrer Polen de øvrige NATO-lande til ligeledes at øge forsvarsudgifterne ud over de 2%, hvilket Mette Frederiksen har udtrykt forståelse for.
Udover pres på landenes i forvejen stramme offentlige budgetter vil en massiv oprustning øge klimabelastningen. Såvel selve produktion som anvendelse af de mange nye våben i både øvelse og kamp medfører mere udledning af CO2 – der findes ikke grønne, bæredygtige tanks, kampfly, missiler eller klyngebomber.
Virksomheder med førertrøjen på
Mens politikerne taler mere end de handler, er det dele af erhvervslivet, der har førertrøjen på i forhold til at gøre noget til fremme af grøn omstilling og bæredygtighed. Udover en del nye start up-virksomheder er det især større internationale koncerner, der proklamerer, at de vil leve op til FN´s verdensmål om bæredygtighed og arbejde for at gennemføre de aftaler, der på baggrund af verdensmålene, Paris-aftalen og andre internationale aftaler vil begrænse klimabelastningen og derfor gennemføre en grøn omstilling. Det sker dog ikke alene af ren idealisme og for at redde klodens fremtid, men for også at sikre sig selv en fremtid på markedet. Disse virksomheder har vejret, hvor vinden bærer hen.
Et troværdigt grønt image kan være nødvendigt for at tiltrække og fastholde nøglemedarbejdere og engageret arbejdskraft ud fra devisen om, at medarbejderne er virksomhedens vigtigste ressource. Virksomhederne er også opmærksomme på, at fagbevægelsen har sat grøn omstilling på sin dagsorden med forventninger til virksomhederne om at skabe grønne jobs og i fællesskab sikre den nødvendige uddannelse og omskoling af medarbejderne. Samtidigt er der ikke mindst blandt både forbrugere og investorer opmærksomhed om nødvendigheden af at fremme grøn omstilling og bæredygtighed foranlediget af de mange klimaskabte problemer, der allerede opleves og forventes at blive endnu mere omfattende i de kommende år, hvis der ikke gøres noget.
Nogle virksomheder bliver selv direkte ramt af klimaændringerne i form af leveringsproblemer og højere priser på råstoffer eller skader på virksomhedens ejendom og udstyr, men mærker også at dele af opinionen og en række meningsdannere påpeger virksomhedernes medansvar for de i større eller mindre grad menneskeskabte klimaforandringer – og dermed også ansvar for at få vendt udviklingen. Virksomhedernes kan derfor ikke tillade sig og forsvare alene at gå efter at sikre ejere og aktionærer størst muligt udbytte, men må også indkalkulere forbrugere, kunders og investorers reaktioner, forventninger og krav, hvis virksomheden på længere sigt skal overleve – have ”license to operate”, som det kaldes.
Pres fra kunder og investorer
Nogle økonomer betegner udviklingen som et skifte fra shareholder-kapitalisme til stakeholder-kapitalisme, hvor aktionærer som blandt andet pensionskasser får en direkte indflydelse og borgerne som kunder en indirekte indflydelse på virksomhedernes forretningsmodel – hvad og hvordan produceres der? Investorerne kan flytte deres penge, og kunderne – såvel borgere som andre virksomheder og offentlige institutioner – kan lade være med at købe et firmas produkter. ”Kunden er konge”, som enhver sælger i gamle dage lærte som princip, gælder i den forstand, at virksomheder kan blive nødt til at tilpasse sig klimabekymrede kunders ønsker, lige såvel som institutionelle investorer må tilpasse sig deres kunder eller medlemmers ønsker om etisk forsvarlige investeringer, der kan understøtte FN´s verdensmål. Hvis en virksomhed ikke forstår disse mekanismer, risikerer den at tabe markedsandele og i sidste ende at måtte dreje nøglen om – vind eller forsvind!
Et eksempel herpå er Volkswagen-fabrikkerne, der er i en alvorlig krise på grund af markant tab af markedsandele på det kinesiske marked, hvor den tyske bilproducent fortrænges af billige kinesiske el-biler, som nu også er på vej ind på det tyske samt øvrige europæiske marked og bliver en hård konkurrent til VW. Folkevognsfabrikkerne, der ellers lige siden Hitlers påbud om at udvikle en folkevogn, har været effektive og innovative, har ikke i tide omstillet sig til kundernes ønske om at køre på el og fået udviklet en konkurrencedygtig el-bil med alle de muligheder, som digitalisering giver. Derfor er VW blevet overhalet af kinesiske biler, der i dag udgør en tredjedel af importen af el-biler til Tyskland, hvilket er en tredobling på ét år. Konsekvenserne kan blive alvorlige ikke kun for selve VW-fabrikkerne, der for at rette op på økonomien skal spare 75 milliarder kroner og allerede har lukket flere samlebånd, men også for underleverandører, som risikerer at måtte lukke eller skære voldsomt ned med beskæftigelsesmæssige følger.
I Danmark har flere store virksomheder ikke mindst inden for energisektoren allerede set mulighederne i at gå offensivt ind i bæredygtighedsdagsordenen, ligesom Dansk Industri opfordrer sine medlemsvirksomheder til at melde sig ind på dagsordenen og på forskellig vis rådgiver og understøtter dem i grøn omstilling. Som alminderig borger og forbruger opleves virksomhedernes forsøg på at hoppe på den grønne vogn mest, når der skal handles dagligvarer.
Grønne butikker
Flere af dagligvarekæderne markedsfører sig med at være miljø- og klimabevidste. Rema 1000, der offensivt udvider sit butiksnet med overtagelse af en del af ALDI-kædens butikker, slår på at være på forkant med centrale områder i forhold til grøn omstilling. I en såkaldt certificeret rapport om samfundsansvar med afsæt i FN´s verdensmål ridses op, hvorvidt virksomheden lever op til den grønne omstilling og har en god strategi for det samme. Af rapporten fremgår, at 49 af kædens butikker alene varmes op af solceller, ligesom kædens hovedkontor i Horsens har ét af landets største tagbaserede solcelleanlæg. Butikkernes belysning er baseret på energibesparende LED-lamper, og der er fokus på at reducere køleanlæggenes energiforbrug. Fremfor diesel bruger virksomhedens lastbiler biobrændsel, der dog af en del eksperter kritiseres for ikke at være en særlig klimavenlig energiform.
Rema 1000 stiller også krav til sine leverandører. De 1200 køer på Gram Slot gumler ikke længere på sojabaseret foder, som er blevet erstattet med danske og lokale afgrøder. Udbuddet af plantebaserede produkter er også blevet øget, så udvalget af vegetariske og veganske alternativer er steget med 22% sammenlignet med året før. Af rapporten fremgår dog også, at Rema 1000 langt fra er i mål endnu. Det kniber blandt andet med at få nedbragt madspild, hvor knap to procent smides ud, ligesom det kniber med genbrug af emballage; men virksomheden mener selv at være på rette spor og vil angiveligt bruge rapporten til at holde sig i sporet.
Coop har gennem flere år været i spidsen med at give kunderne mulighed for at handle grønt. Fakta-butikkerne blev lavet om til Coop 365, der nu kaldes 365 Discount, og forsøgte at slå sig op på at levere økologiske varer til discountpriser. En tur i en af 365-butikkerne vil dog vise, at kæden har nogenlunde det samme antal økologiske produkter på hylderne som flere af de konkurrerende kæder, og at hovedparten af varerne ikke er økologiske. Ligeledes er det i øvrigt i Coops butikker meget varierende, hvor mange vegetariske eller veganske produkter, der findes. I spidsen med varer inden for disse kategorier lå Irma, hvis lukning kan betyde et tilbageslag for bestræbelserne på at udvikle og udvide sortimentet af bæredygtige dagligvarer. Artikler i Samvirke og nyhedsbreve til medlemmerne af Coop med tips til at handle grønt kan ikke dække over, at der samlet set bliver færre grønne varer at købe hos Coop.
EU på banen
For såvel den enkelte forbruger som for den professionelle indkøber eller investor kan det være svært at gennemskue, i hvilket omfang en virksomhed virkelig drives bæredygtigt. En vis hjælp er dog på vej. Udover frivilligt at få udarbejdet en rapport, som Rema 1000 har fået gjort, vil virksomhederne i de kommende år blive afkrævet en udvidet årsrapportering, der udover de økonomiske regnskabsoplysninger også skal omfatte rapportering inden for miljø og sociale forhold – betegnet som ESG (Environmental Social Governance). EU har også udviklet en taksonomi, som klassificerer, hvad der kan defineres som en grøn aktivitet, så der på tværs af landegrænser er fælles definitioner på bæredygtighed og på listeform kan ses, hvor meget forskellige økonomiske aktiviteter batter i bæredygtig retning. Taksonomien er bygget op om seks overordnede miljømål, som angiver effekten af at:
- Modvirke klimaændringer
- Tilpasse til klimaændringer
- Anvende og beskytte vand- og havressourcer bæredygtigt
- Omstille til en cirkulær økonomi
- Forebygge og bekæmpe forurening
- Beskytte og genoprette biodiversitet og økosystemer.
For at en aktivitet kan betragtes som bæredygtig, skal den bidrage væsentligt til mindst ét af de seks miljømål og gøre mindst mulig skade i forhold til de øvrige kriterier. Taksonomien omfatter aktiviteter inden for 13 forskellige sektorer, hvor der bliver oplysningspligt for alle børsnoterede virksomheder med over 500 medarbejdere. Den forventes gradvist udvidet, så langt flere virksomheder omfattes, herunder underleverandører. Et centralt element i den grønne omstilling og bæredygtighed er nemlig, at hele værdikæden skal indgå i rapportering, så den samlede klimabelastning af et produkt kan beregnes og gøres synlig.
Hele værdikæden skal rapporteres
Med det sigte at gøre det nemmere at sammenligne på tværs af virksomheder, brancher og landegrænser har World Ressources Institute (WRI) og World Business Council Sustainable Development (WBSD) udarbejdet en international standard for CO2-regnskab i form af protokollen Greenhouse Gas (GHG). Den dækker seks forskellige typer af drivhusgasser og beskriver, hvordan udledninger skal måles og rapporteres. De skal opgøres under tre forskellige typer – såkaldte scopes. Scope 1-udledninger er direkte udledninger, som den enkelte virksomhed selv udleder fra egne lokaler, maskiner og transportmidler som led i sine driftsaktiviteter og derfor selv har kontrol over. Scope 2-udledninger er indirekte udledninger fra produktion af den energi, som virksomheden køber udefra for at kunne gennemføre sin drift. Scope 3-udledninger er alle andre indirekte udledninger fra kilder, som virksomheden ikke selv ejer eller kontrollerer. Det kan være fra udvinding, forarbejdning og transport af de råstoffer, som virksomheden anvender og modtager via leverandører og deres eventuelle underleverandører, men omfatter også anvendelse og afskaffelse af virksomhedens produkter hos kunder og forbrugere.
Da GHG-protokollen således dækker hele værdikæden, kan et produkts klimabelastning fra vugge til grav i princippet beskrives, beregnes og rapporteres. I praksis kan scope 3-udledningerne være svære at få med i dækkende omfang, da relevante data ofte vil være vanskelige at indhente, især hvis de skal skaffes fra udlandet. Derfor kan virksomheder vælge alene at rapportere udvalgte, væsentlige udledninger, og det er op til den enkelte virksomhed at afgøre, hvad der opfattes som væsentlige udledninger inden for 15 kategorier af indirekte udledninger. Da GHG-protokollen er frivillig at bruge, er det trods udvidede krav fra EU til rapportering i betydelig grad op til de enkelte virksomheders evne og vilje at bruge de metoder og værktøjer, der er udviklet til rapportering af klimabelastning. Med en benhård konkurrence i mange brancher kan der være incitamenter til at springe over, hvor gærdet er lavest, ligesom en udrulning af en grundig rapportering ikke vil kunne gennemføres fra den ene dag til den anden.
Selvom en række virksomheder så satser på den grønne omstilling, vil bestræbelserne kunne opfattes som haltende bagefter de accelererende klimaforandringer, der – med stadigt stigende temperaturer – igen i år har givet sig udslag i oversvømmelser, orkaner, skybrud, hedebølger og tørke, der blandt andet har ført til omfattende skovbrande i Canada med voldsom luftforurening til følge for også store byer i USA og været målbart selv i Europa. I juni måltes den højeste gennemsnitstemperatur for denne måned nogensinde og i juli den højeste gennemsnitstemperatur på kloden overhovedet. Forskere fra FNs klimapanel advarer om udviklingen og FNs generalsekretær Antonio Guteres har udtrykt frygt for, at vi er på vej imod katastrofen – at situationen er ude af kontrol. Han har også kritiseret regeringer og politikere for at snakke for meget og handle for lidt.
Både alle de mange advarsler, medieberetninger om eskalerende klimaskabte problemer og egne oplevelser gør, at især mange børn og unge er dybt bekymrede. En gruppe unge har anlagt retssag imod den amerikanske delstat Montana for at føre en alt for liberal politik over for udvinding af kul og olie og dermed fremme klimaforandringer, der truer de unges fremtid, hvilket den republikansk ledede delstats politikere har afvist som forkælede, marxistiske demokraters provokationer. I Danmark er hver tredje folkeskoleelev ifølge en undersøgelse foruroligede over klimaforandringerne og psykisk påvirkede heraf.
En del af de bekymrede er aktive i klimabevægelsen, der gennem medier, møder, demonstrationer og aktioner forsøger at råbe politikerne op rundt om i verden med krav om en forstærket og mere målrettet indsats for grøn omstilling, men har i Europa tabt momentum på grund af inflationen og krigen i Ukraine, der står højest på mange regeringer og politikeres dagsorden.
Tyske klimaaktivister fortsætter ufortrødent
I Tyskland, der i sammenligning med de andre europæiske lande har både en relativt stærk fredsbevægelse og miljøbevægelse, fortsætter mange dog ufortrødent klimaaktiviteterne. Fra ferieøen Sild i Nord, hvor aktivister overhældte et privatfly med maling, til grænsebyen Passau i syd, hvor demonstranter blokerede trafikken ved at sætte sig på indfaldsvejene. Aktiviteterne omfatter alt fra en teltbaseret campus i centrum af Berlin med seminarer og workshops over bredt anlagte demonstrationer i flere større byer til mere radikale aktioner. Bag en række af disse står gruppen Letzte Generation, der opfatter regeringens planer til at nå målene for klimareduktioner i 2030 som urealistiske. Aktivister fra gruppen har blandt andet blokeret veje i Berlin og Dresden samt landingsbaner i Hamburgs lufthavn ved at lime sig til asfalt eller beton, ligesom de har kastet maling på et Monet-maleri i et kunstmuseum og derefter limet sig fast til maleriet. Aktivister fra gruppen var også med, da tusindvis af demonstranter forsøgte at forhindre myndighedernes rydning af en hel landsby i det vestlige Tyskland for at give plads til udvidelse af en brunkulsmine.
Mange af aktivisterne er unge, der er studerende eller holder sabbatår, men også en del af lidt ældre årgange er med. En gruppe forskere har i fællesskab med studerende lavet aktioner imod blandt andet ét af Bayer-koncernens kontorer i Berlin, der blev overhældt med maling og fik opsat plakater med kritik af virksomhedens klimaskadelige produktion. En række medlemmer af symfoniorkestre fra hele Tyskland gennemfører under navnet ”Lebensleute” aktioner, hvor de efter anmeldelse til myndighederne sætter sig på en motorvej og spiller klassisk musik – og derved spærrer for trafikken, indtil de på politiets påbud flytter sig. Især vejblokader skaber vrede blandt mange tyskere, selv om en del af dem egentlig sympatiserer med aktivisternes krav om en forstærket klimaindsats. Men som en chauffør sagde til tysk tv, taber han penge, når han med sin lastbil må holde og vente på at komme videre. Andre kommer for sent på arbejde eller får forsinket deres ferie, når en lufthavn blokeres, hvilket også adskillige danskere oplevede, da Hamburg lufthavn i fire timer var blokeret op til feriestart i juli.
Borgeres utilfredshed med blokaderne bruges af politikere og myndigheder i deres bestræbelser på at stække aktivisterne. I Bayern kan aktivister præventivt tilbageholdes i op til 30 dage uden at komme for en dommer, hvilket flere klimaaktivister har oplevet og af forbundsregeringens justitsminister er blevet betegnet som problematisk, selv om han i øvrigt går ind for strengere straffe til aktivisterne. Det bakker over halvdelen af befolkningen op om, mens kun hver tiende går ind for lavere straffe. Især højreorienterede politikere og medier kræver en hårdere fremfærd over for aktivisterne, som efter deres opfattelse optrapper kampen og bevæger sig i retning af terrorisme. Nogle fremsætter den hypotese, at et Klima-RAF kan opstå med henvisning til Rote Armee Fraktion, der i 1970´erne og 80´erne gennemførte en række væbnede aktioner i form af bombeattentater, bortførelser og mord på politikere, embedsmænd og erhvervsledere.
Ifølge en dokumentarudsendelse fra den offentligt ejede tv-station ARD er der dog ikke belæg for denne hypotese. Udsendelsen følger over flere måneder en række aktivister flere steder i Tyskland og dokumenterer en række aktioner, der alle er helt fredelige, ligesom der ikke anes nogen tegn på terroristiske tendenser i aktivistmiljøet. Heller ikke efterretningsmyndighederne, der har holdt nøje opsyn med miljø- og klimabevægelsen, har kunnet dokumentere, at klimabaseret terrorisme skulle være under planlægning. Terrorhandlinger på tysk grund planlægges og udføres af nynazister og andre på den yderste højrefløj, der er dybt fjendtlige over for klimabevægelsen.
Heller ikke i andre lande har der kunnet spores tendenser til, at klimakamp vil kunne give afsæt for terrorisme, men virker som rent spekulativt spin eller hører til i fiktionens verden. I romanen Spræng fabrikken fortæller Malte Tellerup historien om tre unge mennesker, der beslutter at foretage et bombeattentat imod Cheminova i vrede over, at en storbonde med opbakning fra Cheminova opkøber deres lille økologisk drevne husmandssted for at oprette et anlæg til Power-to-X – og dermed tjene en pæn profit på klimavenligt produceret energi. Romanen rummer også nogle kritiske udfald imod vindmølleproducenten Siemens: ”Det kan godt være de laver grøn strøm, men denne produktion er så giftig industriel, at det ikke er ansvarligt. Hvad skal der ske med en gammel vindmølle, for eksempel? Dens vinger graves bare ned i store landfills. Så kan glasfiberen ellers ligge der under dynger af jord og forgå”. I fiktionens form spiddes troen på en bæredygtig, grøn kapitalisme.
I lidt mere blød udgave gøres det samme i et tysk tv-drama med titlen Vadehavet tur retur. Det skildrer den kamp, som en lokal miljøforkæmper og tidligere aktivist sammen med lokale fiskere med bistand fra en kvindelig journalist fra en tabloidavis fører imod en vindmølleproducent, som i ledtog med en korrupt minister vil opføre en stor vindmøllepark i det naturfølsomme vadehav med stor risiko for udryddelsestruede fugle og fisk. Bortset fra et håndgemæng med den korrupte politiker føres kampen med fredelige midler til sejr, så planen om vindmølleparken skrottes. Om det går lige sådan i den virkelige verden med planer om en vindmøllepark nær den danske del af Vadehavet vides endnu ikke. I alt fald er en placering på bredden af Vadehavet én af seks mulige placeringer for et større testcenter med vindmøller på op til 450 meters højde i en rapport fra Bolig- og Planstyrelsen, hvilket har udløst protester fra lokale borgere, miljøgrupper og ornitologer. De mener, at så høje vindmøller vil være en trussel for en lang række fuglearter, hvoraf mange er særligt beskyttet, blandt andet havørne. For disse er vindmøller en højrisikofaktor, viser erfaringer fra Norge.
Behov for bred opbakning
De fleste klimabekymrede og aktivister er sig bevidst, at grøn omstilling kræver en bred folkelig opbakning, hvilket dog også kan skabe uenighed om aktionsformer. Letzte Generation er klar over, at deres blokader skaber vrede, men finder det nødvendigt for at gøre opmærksom på politikernes svigt, selv om 85% af den tyske befolkning ifølge en undersøgelse er imod vejblokader. Klimabevægelsens dilemma er, at spektakulære aktioner med gener til følge for andre kan være nødvendige for at fastholde medier og politikeres fokus på klimaproblemerne, men samtidig gør det svært at opnå bredt gehør i befolkningen og udnytte den stigende bekymring i en del af befolkningen. Tillige afdækker dilemmaet de uenigheder, der er i klimabevægelsen bredt set.
Dele af klimabevægelsen vil gerne skabe alliancer med de dele af erhvervslivet, som kan og vil satse på grøn omstilling og dermed skabe en grøn kapitalisme, mens andre ønsker et opgør med hele vækstfilosofien, som er omdrejningspunktet for den kapitalistiske produktionsform, og derfor er meget mere kapitalismekritiske. På tværs af forskellige strømninger i klimabevægelsen er der enighed om, at grøn omstilling kræver markante adfærdsændringer af både virksomheder og borgere; men vandene skilles i forhold til, om det kan lykkes ad fornuftens og frivillighedens vej inden for det markedsøkonomiske system eller kræver indgreb og grundlæggende ændringer af hele samfundssystemet. En fælles udfordring er dog at støde ind i barrierer blandt en del af befolkningen ikke blot i forhold til omlægning af forbrugsmønstre, kostvaner og transportformer, men også på det sociale og økonomiske felt.
Grøn omstilling kan hæve priserne på energi og dagligvarer med mest mærkbare konsekvenser for lavindkomstgrupperne, hvis der ikke sikres kompensation via løn og offentlige ydelser eller omlægning af skatter og afgifter. For klimabevægelsen er en vigtig samarbejdspartner derfor fagbevægelsen, der i både Danmark og på europæisk samt internationalt plan har grøn omstilling og bæredygtighed højt på dagsordenen og kan henvise til, at FN´s verdensmål om bæredygtighed ikke kun omfatter miljø og klima, men også den sociale dimension. Civilsamfundet iøvrigt er også en vigtig medspiller og er i betydeligt omfang også allerede sporet ind på den grønne dagsorden. Lige fra spejdere over idrætsforeninger til kolonihaveforeninger arbejdes der med at engagere medlemmerne i at tænke og handle bæredygtigt. Ligeledes arbejdes i en række kommuner med forskellige klimaprojekter og aktiviteter, der i større eller mindre grad inddrager borgerne og nogle steder også sker efter tilskyndelse fra klimabevidste borgere.
Der tegner sig derfor lokalt, på græsrodsniveau et potentiale for en bredere mobilisering på klimaudfordringerne, der kan give klimabevægelsen et løft, hvis den er i stand til i større grad at forbinde sig med og forankre sig i disse aktiviteter i bredere dele af befolkningen. En grøn revolution vil skulle skabes nedefra og ikke ved at overlade initiativet til politikere, der kun halvhjertet og på skrømt proklamerer sig som grønne.
Kilder:
Jeanette Fangel Løgstrup: Bæredygtig ledelse, Expon Forlag, 2022
Altinget, Politiken, DR, TV2 News, ARD
Links – læs mere:
The post Grøn på skrømt first appeared on Solidaritet.
Indlægget <strong>Grøn på skrømt</strong> blev først udgivet på Solidaritet.
