Flere medier har gennem sommeren kunnet berette om, hvordan Italiens højrepopulistiske regering har til hensigt at fjerne flere grundlæggende rettigheder for LGBT+-personer. Senest er den lille norditalienske by Padova begyndt at fjerne ikke-biologiske forældres navn fra deres børns fødselsattest. Det er en direkte og målrettet hetz mod LGBT+-personer.
Der går et populistisk spøgelse gennem Europa
I lyset af den drastiske udvikling kan det være vigtigt at undersøge, hvad et så målrettet had eller intolerance består af. For det er ikke nyt. Der går et populistisk spøgelse igennem Europa i disse år. Sådan skrev den tyske politolog Jan-Werner Müller i 2016 i ”What is populism?”. Han fik så sandelig ret.
Overalt i Europa og USA vinder populistiske partier og bevægelser frem. Det er dog særligt på højrefløjen, at populismen har medvind. Nationalistiske og konservative synspunkter, hvis essens består i at tilsmudse indvandrere og LGBT+-personer, oplever enorm tilslutning.
Det første svar, der melder sig på hvorfor, forklarer hadet ud fra en grundlæggende følelse af irritation over for disse mennesker. Det kan være, fordi de ”nasser på systemet”, ”ikke er naturlige” eller ”ikke er ordentligt kristne”.
Der er noget, der irriterer os. Men hvad er det?
Ifølge den franske psykoanalytiker Jacques Lacan er det ikke nok til at realisere en så markant politisk (og ofte også fysisk) vold, som det populistiske spøgelse har produceret. Intolerancen eller hadet til indvandrere og LGBT+-personer næres ikke kun af de empiriske og observerbare kendsgerninger ved disse personer.
Det er rent faktisk tilfældet, at mandlige indvandrere fra Mellemøsten er overrepræsenterede i voldsstatistikkerne i det danske samfund. Men det er ikke nok. Der skal mere til end deres blotte handlinger. Der er noget, der stikker dybere, og som alle disse observerbare kendsgerninger, alle disse muligheder for irritation, har til fælles.
Vi kender det alle sammen; der er noget, der irriterer os ved en bestemt person. Vi er bare ikke i stand til at sætte fingeren på det. I stedet begynder vi at opdigte fantasier og forestillinger om, hvordan denne person i virkeligheden er.
Det er på den måde, at intolerancen og hadet ifølge Lacan ikke kun bunder i den virkelige verden og de faktuelle kendsgerninger. I stedet har det sin oprindelse i den fremmedes ‘andethed’ – altså at den fremmede, den anden, indvandreren eksempelvis, er anderledes og således at definere som noget andet. Hvad er dette andet? Hvori består denne indvandrers person og kultur? Når det ikke er muligt at få svar, begynder vi at opdigte fantasier og forestillinger om, hvordan indvandreren faktisk er.
Det centrale i den indsigt er, at det derfor er svært at tilintetgøre eller neutralisere hadet. Det bunder ikke i et autentisk element i virkelighed, der kan ændres, men i stedet næres det af evige fantasier og forestillinger. Ellers ville populisternes had til mellemøstlige mænd blot kunne elimineres gennem en nedbringelse af deres overrepræsentation i voldstatistikkerne.
Populister skal ikke modbevises eller overtales – det virker ikke
Det er også derfor, at en realisering af intolerancen og hadet, når LGBT+-personer fratages rettigheder i Padova, i sidste ende ikke tilfredsstiller populisterne krav. Det forstærker dem blot. Vi så det i Nazityskland i forbindelse med jøderne; jo voldsommere man nægtede dem deres legitime eksistens, jo værre blev forestillingen, fantasien om de resterende jøder også.
Rationel argumentation baseret på evidens og videnskab er i sådanne tilfælde helt nytteløst; evidensbaseret rationalitet bunder i et andet sprog, og har intet med kernen af populismens intolerance og had at gøre.
At erkende forestillingens og fantasiens rolle som et centralt element i populismens politiske had, er en hjørnesten i arbejdet for at nedbryde den. Det handler om at producere modsatrettede fortællinger, der står i opposition til populismens forestillingsverden, men som ikke er radikale og absolutte afvisninger af det element, populisterne bygger deres had på – eksempelvis mellemøstlige mænd i voldsstatistikerne.
Det had er for populisterne netop en måde at definere deres egen politiske ståsted – en måde ikke at være fremmed på – og en afvisning af det vil blot medføre øget had og intolerance. I stedet handler det om at producere alternative, reviderede fortællinger og diskurser om de befolkningsgrupper, der typisk er genstand for populisternes had.
Populisterne skal ikke modbevises, eller overtales, men snarere præsenteres for nye måde at leve sammen med det fremmede på. Kun sådan kommer vi højrepopulismen til livs.
The post Højrepopulister og deres had til det fremmede first appeared on Solidaritet.
Indlægget <strong>Højrepopulister og deres had til det fremmede</strong> blev først udgivet på Solidaritet.
