”Safforieh var berømt for sine granatæbler, oliven, honning- og vandmeloner,” fortalte palæstinensiske Aisha på 70, da jeg i 1993 mødte hende i flygtningelejren Ein Helweh i Libanon.
Dengang var jeg på jagt efter vidnesbyrd om årsagerne til og forløbet af den katastrofe, som i 1948 gjorde 750.000 palæstinenserne til flygtninge. Eller 62 procent af alle palæstinensere.
Aisha og hendes mand Raja er et billede på tragedien. Eller Nakbah, som de kalder katastrofen. Foråret 2023 er det 75 år siden, den udspillede sig.
”Når vi skulle høste oliven, kom folk fra andre landsbyer for at købe dem,” lød det fra Aisha, som flygtede fra israelske bombefly. ”Vi havde alt, hvad vi havde brug for i vores landsby i Palæstina.”
Raja og Aisha var landmænd. ”Vi plantede alt muligt, og det voksede nærmest som ukrudt,” huskede Aisha. ”Squash, urter og grøntsager blev ikke vandet – de voksede bare ud af jorden. Vi havde mange får, geder og heste.”
”Vi flygtede i ramadan-måneden, hvor vi fastede. Vi så et fly, som bombede moskeen, men bomben eksploderede ikke. I forvejen var der flygtninge fra en anden landsby i Safforieh. Og modstandsbevægelsen mod den israelske hær holdt til i vores by. Vi gav flygtningene ly og samlede mad ind til dem. Så blev der bombet igen. Vi flygtede ud af landsbyen. Men vi kom aldrig hjem igen,” lød det fra Aisha i 1993.
”Palæstinenserne havde kun pistoler og geværer, men ikke alle. Nogle af våbnene var meget gamle. Israelerne havde moderne våben, kanoner og flyvemaskiner… Gamle og børn forlod landsbyen. Men mange blev på stedet. De, der flygtede, forventede at vende tilbage i løbet af nogle få timer, når flyet var holdt op med at bombe. Efter en uge vendte nogle tilbage, men der gik rygter om israelske massakrer i Deir Yassin, Nahalin og andre steder, som skræmte folk.
Trods resolution 194 fra FN´s generalforsamling i 1948 om palæstinensernes ”ret til at vende tilbage” og kompensation for mistet ejendom bor hundredtusinder fortsat i flygtningelejre. I Libanon, Jordan, Syrien, på Vestbredden og i Gaza. FN opgør det samlede antal flygtninge og efterkommere til 6 millioner.
Mohammed fra Tantura
Mohammed fra fiskerlandsbyen Tantura i Palæstina var kun en dreng, da den 1.200 personer store by blev erobret af zionistiske militser.
200 blev dræbt i en blodrus. Heriblandt hans storebror. Mange flygtede, men ikke Mohammed, der blev adskilt fra sine forældre og endte i israelsk fængsel – 11 år gammel.
Et år senere blev han løsladt og sendt til Syrien, hvor hans far fiskede i Yarmouk-floden og drømte om at vende tilbage til Tantura.
Jeg mødte Mohammed i Lattakia i Syrien (2007), hvor den ældre, men adrætte mand nu boede på sjette etage sammen med sin hustru i et tårn uden elevator. På altanen ordnede han sine fiskenet. Som afslutning på vores samtale viste han mig et stort indrammet foto af sine forældre, som hang på stuevæggen.
Delingsplanen og Plan D
FN´s delingsplan fra 1947 tildelte den jødiske befolkning 56% af Palæstina og 43% til palæstinenserne. Kun 7% af jorden var på jødiske hænder. De hellige byer, Jerusalem og Bethlehem, eller 1% af Palæstina var tænkt som en international zone. Den samlede befolkning bestod af et mindretal på 510.00 jøder og 1,2 millioner palæstinensere.
I den officielle israelske fortælling er palæstinenserne og de arabiske nabostater selv skyldige i katastrofen i 1948 og dens langsigtede konsekvenser. Dels fordi de nægtede at anerkende FN´s delingsplan. Dels fordi man angreb de områder, der skulle blive til Israel.
I ”Det moderne Palæstinas historie” peger den israelske historiker Ilan Pappe på en anden årsag, dvs. Plan D, som den zionistiske militsgruppe Haganah bar ansvaret for. Dens hovedmål var ”at udrense den fremtidige jødiske stat for så mange palæstinensere som muligt. … Hver brigade fik en liste over de landsbyer den skulle besætte. De fleste af landsbyerne skulle tilintetgøres, og kun i meget usædvanlige tilfælde fik soldaterne ordre om at lade dem uskadte.” (Ilan Pappe, Det moderne Palæstinas historie, Klim, 2009, 155).
Hava Keller
En af soldaterne var Hava Keller, indvandret til Palæstina og på flugt fra Polen i 1940. Som 17-årig blev hun medlem af Haganah.
Jeg mødte hende i en lejlighed i Tel Aviv en bagende hed dag i 1994, hvor hun var aktiv i Kvindernes Komite for Kvindelige politiske Fanger. Dvs. palæstinensiske kvinder.
Hava Keller var med i flere aktioner.
”Vi indtog Akko få dage, efter flertallet var flygtet,” fortalte hun.
”Vi gik ind i en lejlighed – der var kaffe og mad på bordet, børnesko og legetøj. Det var det samme, der var overgået mig. Jeg måtte forlade mit hjem. Derfor havde jeg en følelse af, at det ikke var min ret – eller mine ting. Det var deres lejlighed. Mange tog et eller andet – et minde. Men i mit telt var der ingen, der havde stjålne effekter. Der var en, der havde noget med, men vi smed det ud.”
”Jeg var også med i Beersheba, hvor araberne blev smidt ud og sendt til Gaza på lastbiler,” sagde hun brødebetynget.
”Jeg var blandt dem, der stod med geværer – på samme måde som soldater og hære gør det overalt i verden. På den måde var jeg med til at skabe flygtningeproblemet. De fleste af mine venner var chokerede og stærkt imod det. Vi smed palæstinenserne ud, og de ville sidde ved vores grænser, hade os til evig tid, forsøge at vende tilbage. Det ville være meget bedre at lade dem blive og lave nogle aftaler med dem. Men ingen hørte efter.”
Kamppiloten Abe Nathan
”Der var ikke det sted, hvor jeg ikke bombede,” har kamppiloten og fredsaktivisten Abe Nathan, født 1927 i Iran, fortalt mig på sit kontor i Tel Aviv.
”Formentlig dræbte jeg en masse civile… Ved en lejlighed besøgte jeg en landsby 24 timer efter, jeg havde bombet den. Vi brugte hænderne til at kaste bomberne ud gennem døren på flyet. Bagefter erobrede hæren landsbyen. Vi forsøgte selvfølgelig at få araberne til at forlade landet, men jeg ville gerne se, hvor mine bomber var faldet. Jeg oplevede flygtningenes nød og elendighed, mens de flygtede til Libanon.”
I Gaza
Mariam og Abdallah fra den sydlige del af Palæstina blev tvunget til Gaza, som siden 1948 er blevet stadig mere overbefolket.
Jeg besøgte storfamilien på 35-40 personer to år i træk i 1993 og 1994. Huset var fyldt til bristepunktet. Jeg overnattede i et rum med seks andre mænd.
Det har ikke været muligt at besøge dem igen på mine seneste rejser til den besatte Vestbred og Jerusalem, hvor bosættelser æder sig ind på de sidste rester af Palæstina.
Israel kontrollerer adgangen til Gazastriben til lands, fra luften og fra havet.
De palæstinensiske flygtninge i Libanon, Syrien, Jordan, på Vestbredden og i Gaza venter stadig på at vende tilbage og få kompensation for tabt ejendom, som foreskrevet i resolution 194 fra FN´s generalforsamling.
Artiklens portrætter er bygget på oplevelser, der også er offentliggjort i Bjørn Meidells bøger: Bag sløret i Jerusalem, Cairo og Beirut, Tiderne Skifter, 1996 og Bag Muren – Hverdag i en apartheidstat, Tiderne Skifter 2015.
Indlægget <strong>Nakbah – den palæstinensiske katastrofe 75 år efter</strong> blev først udgivet på Solidaritet.
