Klasse har været et af de helt store hits i den offentlige debat i de seneste måneder. Politiken skriver ledere, Information er på banen, og tilmed Berlingskes redaktion har fået øjnene op for klasse.
Den fornyede opmærksomhed på klasse har været længe undervejs, i hvert fald herhjemme. Journalisten og forfatteren Lars Olsen har turneret i årevis, talt og skrevet om klasse og talt dunder om dette til den socialdemokratiske ledelse.
Tilbage i 2019 lancerede Socialdemokratiet den såkaldte Arne-pension, der havde en helt utvetydig arbejderklasseappel. Med tykke gummistøvler har Inger Støjberg ført sig frem som det ærligt arbejdende folks skytsengel med et klart konservativt klassebegreb.
Klasse og fællesskab
Lad mig først og fremmest understrege: Det er herligt, at man kan tage ordet klasse i sin mund igen. I årtier har liberalistiske forestillinger om isolerede individer fyldt hele horisonten. Klasse blev et no-go. For har man først sagt ordet “klasse” kommer tankerne hen på, at samfundet består af forskellige grupper, der kan have forskellige interesser.
Det gør det sværere at retfærdiggøre en given politik med “nødvendigheden”. Siger man klasse, appellerer man til et fællesskab. Og påstande om nødvendighedens politik kan besvares med “nødvendig, for hvem?”
Men lad os lige se efter, hvad det egentligt er for et begreb om klasse, der er blevet sat i omløb.
Konservative: Vort gamle klassesamfund skal bestå
Konservative kan faktisk tale om klasse med helhjertet glød. Med konservative briller har klasserne deres faste positioner over for hinanden, og bliver der lavet noget om på oppe og nede.. uha! .. så kommer de skrækkeligste ulykker.
To absolut konservative, Donald Trump og Weekendavisens kommentator Anne Libak, kan finde hinanden i fælles kærlighed til arbejderklassen. Men nævnte klasse skal efter deres mening kende sin plads!
Arbejderklassen kan nok få kærlighedserklæringer fra højrefløjens side, men arbejderklassen skal forblive den stakkels klasse, der har behov for trøst.
Socialdemokraternes farvel til klassebegrebet
Den socialdemokratiske integrationsminister Kaare Dybvads klasseforståelse er ikke helt så grel som den konservative. I Dybvads bog “De Lærdes Tyranni”, der udkom tilbage i 2017, tales om klasse ud fra en meget lidt skjult misundelsesposition.
De langtuddannede blev fremstillet som én homogen klasse, der udbyttede de manuelt arbejdende i et nulsumsspil. Hos Dybvad skete de langtuddannedes sejre altid på arbejderklassens bekostning. Bogens forfatter tilkendegav, at der også var modsætninger mellem dem med økonomisk kapital og lønmodtagerne. Han brugte bare ingen ord på det.
For Dybvad blev klassemodsætninger til en kamp mellem brancher: dem i administration, medier og undervisning (kaldet den kreative klasse) og så dem i fremstillingsvirksomheder.
Dybvad havde ikke ét ord for modsætningen mellem arbejdere og arbejdsgivere, mellem lønmodtagere og kapital, som ellers har været en bærende søjle i socialdemokratisk og fagbevægelsens verdensbillede.
Klasse kom til at spille en central rolle for Socialdemokratiet i årene efter Mette Frederiksens valg til formand og i hendes første regeringsperiode. Det holdt, indtil socialdemokraterne indgik deres partnerskab med Venstre og Moderaterne. Nu hører vi ikke længere noget pip om klasse fra den kant. “Nødvendighedens politik” er tilbage som det slagord, der skal retfærdiggøre tiltag i overklassens favør.
Men hvor klasse igen er rykket ud at centrum for den socialdemokratiske begrebsverden, er den til gengæld rykket ind i den litterære verden.
Fortællinger fra underklassen
Klasse er et centralt element hos den populære forfatter Glenn Bech. Når han er bedst, kan han udfolde en rammende samfundskritik. Som få andre har han styrke og kan finde ord, der artikulerer en helt usædvanlig stærk vrede. Vreden over at være tilsidesat.
Glenn Bech taler med en overbevisende stærk stemme for de ekskluderede, de dobbelt udstødte: Både underklasse og minoritetsgjorte som homoseksuelle. Geografien spiller også en rolle. Hans fødeby Horsens stilles op mod det fine københavnske Østerbo.
Offentligheden har taget meget venligt – ja ligefrem begejstret – mod Glenn Bech. Selv om hele hans værk er en lang anklage mod den samme offentlighed, der får ham til at opleve sig som tilsidesat, både som seksuel minoritet og som én fra provinsens underklasse.
Han fik dagbladet Politikens litteraturpris 2023, og hvis man går ind i boghallen på Rådhuspladsen, vil man se hans sidste udgivelse “Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” ligge længst fremme ved indgangen.
SF’s landsmøde hyldede ham. Politikens lederskribent havde begejstrede ord med på vejen, da de gav ham den anerkendende pris. Glenn Bech skriver ikke kun om klasse, men bruger det skærpede udtryk “klassekamp”. Og Politiken stemmer i:
“Som få andre har digteren fra Horsens bidraget til en moderne forståelse for, hvad klassekamp går ud på. Hans kritik af forkælet storbyungdom og hans modige oprør med identitetspolitisk sekterisme kom på det helt rigtige tidspunkt” (Politiken 1. marts 2023).
En klasse er ikke noget, man pådutter folk, man ikke kan lide
Her må jeg dog standse op og spørge hvad det er for begreb om klasse, som Politiken opererer med. Er forkælet storbyungdom en klasse? Sludder! Begrebet klasse kommer her til at miste sit analytiske indhold. Det bliver reduceret til en moralsk kategori, en etikette man kan sætte på nogen, man er mere eller mindre irriteret på. Den klassekamp, som Politiken intonerer, bliver en mobbekamp.
Men kommer der egentlig et samfundsforandrende perspektiv til udtryk hos Glenn Bech? I “Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” taler Bech med dybe følelser både om klasse og om oprør mod en position som minoritetsgjort. Men utopien, der ligger bag, er faktisk ikke spor radikal. Det handler om at blive inkluderet. Som han skriver:
“hvis vi skal have alle med
så skal vi også have alle med”
… og samfundet kan åbenbart derefter fortsætte sin vante gang!
Hvis klassekritikken kommer til at handle om, at underklassen bare skal blive integreret ind i nogle højere samfundslag, så er intet vundet på det systemkritiske plan. En progressiv klassekamp sigter på grundlæggende ændring af det borgerlige samfund, ikke at konsolidere det.
En klasse er et interessefællesskab
I en venstrefløjsstrategi må klasse først og fremmest handle om interessefællesskaber. Interessefællesskaber på baggrund af forskelle og ligheder i livsvilkår. Det handler om, hvordan man tjener sine penge. De allerfleste sælger deres arbejdskraft, javist. Men man sælger sin arbejdskraft på meget forskellige vilkår.
Lønmodtagergruppen er overhovedet ikke en ensartet gruppe, hvilket næppe kommer bag på nogen. Men fordi man konstaterer, at lønmodtagergruppen er meget forskelligt sammensat, kan man ikke derfra komme frem til, at klasse ikke betyder noget eller ikke betyder nok.
Toppen af lønmodtagergruppen har ikke nogen særlig materiel interesse i at solidarisere sig med resten. Her har man skaffet sig en tilsyneladende god position i et kapitalistisk hierarki, og ønsker næppe hverken hierarki eller kapitalisme afskaffet.
Det kan ikke udelukkes, at forskellige dele i lønmodtagergruppens øvre lag kunne tænkes at spille med i en samfundsforandringsproces. Men det vil være ud fra andre motiver end dem, der driver bunden.
Klassekampen skal tilbage i venstrefløjens politik
Klassekampen bliver imidlertid ikke det mindste progressiv, hvis ikke også klasseinteresserne kan gøres til hele samfundets interesse. Klassekamp har ingen progressiv brod, hvis det blot sigter på at give privilegier til særgrupper.
Hvis vi nu tænker på lønkamp – som mange fejlagtigt forveksler med klassekampens ene omdrejningspunkt – så vil højtlønnedes lønkrav ikke have noget stort, progressivt tilsnit. Jeg tænker her på højtlønnede, der tjener over landsgennemsnittet.
Lønkamp fra toppen øger bare uligheden. Hvis højtlønnedes indkomster blev gjort til alle lønmodtageres, ville det hele blot blive spist op af prisstigninger. Stort ståhej og ingen vinder. Når man taler om interesser, må man også tale om legitime interesser.
Hvis venstrefløjen for alvor skal bryde igennem andre steder end blandt storbyernes langtuddannede, må man tænke klasseperspektivet ind i al sin førte politik. Mens jeg skrev disse ord, dukkede en annonce fra Enhedslisten op. Her reklameres for en konference under overskriften: “Klassekampen er grøn” Tja, det er altid en begyndelse. Men én overskrift gør ingen klassekamp.
Indlægget Pludselig taler alle om klasse igen blev først udgivet på Solidaritet.
