Oversat fra engelsk med tilladelse fra Jacobin, Rest in Power, Sinéad O’Connor, 4. august 2023.
Frihedens apostle bliver altid forgudet, når de er døde, men korsfæstet, når de lever.
– James Connolly
Ordene er James Connollys, socialist og irsk revolutionær, og de dukkede op igen og igen under billeder af Sinéad O’Connor den 26. juli den aften, hun døde. Citatet, der henviser til holdningen til de revolutionære fra United Irishmens oprør i 1798, er lige så sandt for den legendariske sangerinde i dag, som det var for Wolfe Tone og Connolly selv.
Sorgen var til at tage og føle på i de irske sociale medier den aften, Sinéad døde, mens nationen kollektivt sørgede over musikgigantens død. Få minutter efter nyheden blev offentliggjort, var tidslinjerne oversvømmet med hyldester til Sinéad: Historier om hendes talent, historier om hendes ofte anonyme venlighed, historier om hendes aktivisme mod alle former for uretfærdighed. Hvis man stillede ind på en hvilken som helst national radiostation, varede det ikke længe, før man hørte “Mandinka“. Der blev arrangeret mindehøjtideligheder, hvor der blev taget en tårevædet afsked med hende.
For mig selv og mange andre havde Sinéad O’Connor en mærkelig position i den irske tidsånd. Sinéad var ubarmhjertigt principfast og langt forud for sin tid, og hun brugte lige fra starten af sin karriere sin platform som superstjerne til at give de sårbare en stemme og irettesætte magthaverne. For det blev hun bagvasket og overhørt af en politikerstand, der hverken var villig eller parat til at lytte. Men de, der elskede og troede på hende, mente, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før hun ville få oprejsning og blive omfavnet som den nationale skat, hun var. Oprejsningen kom for sent.
Sinéad O’Connor var mere end bare musiker. Hun var et symbol på et samfund i forandring i Irland, som gjorde forsvarerne af status quo utroligt utilpasse, både nationalt og internationalt. Tingene ændrede sig hurtigt i Irland under hendes vej til stjernestatus i 1980’erne og 90’erne, især for kvinder.
Sinéad, kvinderne og den katolske kirke
John Charles McQuaid, Dublins ærkebiskop og “en af de store arkitekter bag den (irske) forfatning”, forsøgte at sikre den katolske kirkes “særlige position” i den unge stat. Det lykkedes ham, og der var kun få aspekter af det irske liv, der var uberørt af kirkens fangarme. Kirken kontrollerede, hvilke medier der måtte være tilgængelige, kontrollerede adgangen til præventionsmidler, havde enorm indflydelse på staten med ugentlige møder mellem gejstlighed og regering, og den dag i dag kontrollerer kirken mange af vores hospitaler og de fleste af vores skoler. Det er svært at overdrive hvor stærkt et greb, den katolske kirke engang havde om det irske samfund.
Den katolske kirkes skygge tårnede sig op over kvindernes liv. Ikke alene kontrollerede den vores kroppe, men den arbejdede også hånd i hånd med staten for at kontrollere alle aspekter af en kvindes personlighed. I vores forfatning står der stadig, at “staten anerkender, at kvinden gennem sit liv i hjemmet giver staten en støtte, uden hvilken det fælles bedste ikke kan opnås,” en artikel, som suffragetten Hanna Sheehy-Skeffington dengang præcist beskrev som en “fascistisk model,efter hvilken kvinder ville være henvist til et permanent mindreværd.”
Dette kønsbaserede kastesystem førte til mange kvindefjendske handlinger, som staten og kirken stod bag: Ægteskabsbarrieren, der tvang kvinder væk fra offentlige jobs, når de blev gift, og diskvalificerede dem fra at tage nyt arbejde, blev opretholdt indtil 1973; adgang til prævention var ulovlig indtil 1979; abort blev først legaliseret i 2019; og praksissen med at udføre symfysiotomi (1) under fødsler fortsatte længe efter, at alle andre europæiske lande havde udfaset det. Men det mest forfærdelige var måske Magdalene-vaskerierne og Mother and Baby Homes – “hjem” for kvinder, der var gravide uden for ægteskab, eller endda bare “egensindige”, hvor de blev anbragt for at arbejde deres synder af gennem ulønnet arbejde. Disse institutioner blev drevet af den katolske kirke og finansieret og opretholdt af staten, hvor Gardaí (det irske politi) regelmæssigt returnerede kvinder og piger, der havde formået at flygte, til deres fangevogtere.
Vaskerierne var fyldt med fysisk, psykisk og seksuelt misbrug. Børn, der blev født på Mother and Baby Homes, blev ofte solgt til Amerika eller brugt som forsøgskaniner til vaccineforsøg, mange døde af vanrøgt, og som man så skilte sig af med. Det mest berygtede eksempel er ligene af næsten 800 babyer, der blev fundet i en septiktank i Tuam i Galway. Det sidste af disse hjem lukkede i 1996. Sinéad O’Connor blev anbragt på et af disse hjem som 14-årig, fordi hun var et “problembarn”, og her kom hun til at tilbringe halvandet år.
Sinéad sammenfattede det klaustrofobiske, snærende, ulige forhold mellem kvinder i Irland og den katolske kirke: Hun afviste institutionen, nægtede at deltage i løgnen om en velgørende kirke, der arbejder for folkets bedste og ikke for at fylde lommerne og bevare kontrollen over en befolkning, hun nægtede at undskylde eller skamme sig over at være kvinde og afviste direkte presset for at tilpasse sig sit køn. Med sit ufine barberede hoved, sit vulgære sprog og sin forkærlighed for hedenskab i musikken var hun et symbol på modstand mod et uretfærdigt system og et forbillede for et samfund i forandring. Hun personificerede lyden af oprør. At være kysk og lydig over for vores pavelige herrer var ikke længere den eneste mulighed for kvinder. Vi kunne være seje.
Tilbageslaget
Sinéad var for længst blevet et kendt navn i oktober 1992. Hendes debutalbum, The Lion and the Cobra, blev nomineret til den bedste kvindelige rocksang ved Grammy-uddelingen, hun vandt en Grammy for bedste alternative musik for I Do Not Want What I Have Not Got, og hendes coverversion af “Nothing Compares 2 U” ryddede prisuddelingerne. Hun kunne meget nemt have hvilet på laurbærrene, labbet rosen i sig og være blevet en international darling. Det var den vej, hun bevidst valgte ikke at gå.
Når man ser tilbage her fra 2023, er det svært at forestille sig omfanget af den modreaktion, hun blev udsat for efter sin optræden i 1992 på Saturday Night Live-showet, hvor hun rev et billede af den daværende pave Johannes Paul II i stykker. Mens mange i dag råber op om, at de er ofre for “slettekulturen”, når de bliver konfronteret med konsekvenserne af deres handlinger eller ytringer, er Sinéad et af de få eksempler på en virkelig sletning.
I begyndelsen af 90’erne afslørede flere retssager og statslige undersøgelser, hvad utallige allerede vidste: Hundredvis af præster misbrugte børn seksuelt i tusindvis i Irland, og den katolske kirke gjorde intet og skjulte det. Det var dette, der fik Sinéad O’Connor til at fremføre sin skræmmende acapella-udgave af Bob Marleys antiracistiske protestsang “War”, hvor hun erstattede ordene i outroen med “child abuse”, rev billedet i stykker og udfordrede seerne derhjemme ved at sige “Fight the real enemy” direkte til kameraet.
De, der holder fast i status quo, handlede forudsigeligt. Hun blev udelukket fra SNL på livstid og modtog protester og dødstrusler. Joe Pesci, der præsenterede SNL ugen efter, sagde til publikums bifald: “Hun var meget heldig, at det ikke var mit show, for hvis det var mit show, ville jeg have givet hende sådan en lussing”. Hendes jævnaldrende, Madonna, tog afstand fra hende. Hun blev boykottet og sortlistet og kom aldrig tilbage til sin berømmelses højdepunkter. Men Sinéad vidste, at hun havde ret, at barske sandheder er svære at kæmpe for, og hun tog sine tæsk med oprejst pande.
“Alle vil have en popstjerne, forstår du. Men jeg er en protestsanger. Jeg havde bare noget, jeg skulle af med. Jeg ville ikke være berømt.”
Ryan-rapporten (som beskriver omfanget af seksuelt misbrug af børn i katolske institutioner, der finansieres af undervisningsministeriet og er underlagt dettes inspektion) blev først offentliggjort i 2009. Vatikanet ville ikke undskylde for sin rolle i seksuelt misbrug af børn før i 2010. Selvom hun fik ret, blev hendes udelukkelse fra SNL aldrig ophævet.
Sinéad misbilligede ikke almindelige mennesker, der blev fanget i hysteriet. Hun forstod, hvad årtiers liv under et autoritært teokratisk regime gør: “De samme mennesker, som godkendte det, der blev gjort mod dem, som gav tilladelse til det, der blev gjort mod dem, blev kontrolleret af kirken.”
Frihedens apostel
Årtier før politikerne i den herskende klasses partier gik med til at ophæve det ottende forfatningstillæg og give gravide adgang til abort, og først tog deres trendy “REPEAL”-trøjer på, da det stod klart, at kampen for retten til abort ville blive vundet, var Sinéad O’Connor i frontlinjen for den kamp.
I en artikel i Spin i 1991 fortalte Sinéad åbenhjertigt om sin beslutning om at få en abort: “Jeg tror bare på, at hvis det er meningen, at et barn skal fødes, så bliver det født. Det betyder ikke rigtig noget, om man får en abort eller en spontan abort. Hele spørgsmålet handler om pro-choice (2)” Hun fortsatte: “Jeg vil lobbye meget stærkt for kvinders ret til bestemme over deres egne kroppe og træffe beslutninger, der angår dem selv. Ingen har ret til at fortælle andre, hvad de skal tænke eller tro.”
I 1992 forbød den irske landsret et 14-årigt voldtægtsoffer at rejse til Storbritannien for at få adgang til en abort i det, der blev kendt som “X-sagen”. Der blev indkaldt til en demonstration i protest, og Sinéad talte til den tusindtallige menneskemængde og sagde sandheden til magten:
“Den dårlige beslutning, som dommer Costello har truffet, er et angreb på alle irske kvinders borgerrettigheder. Det er i øvrigt ikke kun dommer Costello, der har skylden her, for han kunne ikke have truffet sin beslutning uden udtrykkeligt at være blevet bedt om at gøre det af justitsministeren.”
Højesteret omstødte senere landsrettens afgørelse, og pigen fik lov til at rejse for at afbryde sin graviditet. Sinéad fortsatte med at støtte protester, der krævede afskaffelse af det ottende forfatningstillæg, og i 2015 sluttede hun sig til Artists’ Campaign to Repeal the Eighth Amendment.
Sinéad brugte konsekvent sin stjernestatus til at kæmpe mod undertrykkelsessystemer, hvad enten det var staten, kirken eller politiet. Det mest magtfulde værktøj, hun havde i sit arsenal, var ikke overraskende sin stemme. Mens hun boede i Storbritannien og væmmedes ved det racistiske politiarbejde, hun oplevede, skrev hun “Black Boys on Mopeds“, en sang, der kritiserede Margaret Thatcher for at vende det blinde øje til Storbritanniens “lov og orden” – racisme, der resulterede i Nicholas Brambles død i 1989. Nicholas blev jagtet til døde på sin knallert af politiet, som gik ud fra, at han måtte have stjålet den, fordi han var sort. Sangen optræder på hendes andet album, I Do Not Want What I Haven’t Got, som er dedikeret til mindet om Colin Roach, en 21-årig sort, britisk mand, der blev skudt på en politistation. På trods af modstridende beviser, erklærede retsmedicineren Roachs drab for et selvmord.
“Black Boys on Mopeds” er lige så relevant i dag, som den var, da sangen blev udgivet. I marts i år kom Louise Careys rapport om The Met, som viste, at politiet som institution er racistisk, kvindefjendsk og homofobisk – ikke nogen overraskelse for dem, der fulgte med. Sangens budskab kan let overføres til alle sager om racistisk politivold, hvad enten det drejer sig om Nicholas Bramble, George Floyd i USA eller George Nkencho i Irland. Desværre er hendes sang eviggyldig.
Hendes solidariske handlinger kendte ingen grænser og er for mange til at nævne her, men omfatter at bære en T-shirt for Dublins AIDS Alliance i Irlands største talkshow i bedste sendetid, The Late Late Show, mens homoseksualitet stadig var ulovligt i Irland, og da AIDS-krisen var på sit højeste, og at nægte at overtræde Boycott, Divestment, and Sanctions-bevægelsens opfordringer ved at spille i apartheidstaten Israel. Og i sin sidste optræden på scenen dedikerede hun sin Choice Music Award 2023 “til hvert eneste medlem af Irlands flygtningesamfund, ikke kun de ukrainske. I er alle meget velkomne i Irland” – en hentydning til den irske regerings todelte sagsbehandlingssystem, der tillader at sorte og brune flygtninge efterlades på gaden og må klare sig selv.
Selvom hun er væk, efterlader hun sig en rig arv af kunst og aktivisme. I stedet for mindetaler og ord, der skulle have været sagt, mens hun var i live, har vi, der rørtes af hende, et job at udføre. Protestsange er ikke skrevet for, at man skal lytte passivt til dem. De er en opfordring til handling. Vi hylder hende ved at fortsætte kampen mod uretfærdighed, kampen mod alle undertrykkere og kampen for dem, der er sårbare, uanset konsekvenserne, for retfærdigheden vil også ske fyldest for os, når tiden kommer.
Rest in power, du frihedens apostel.
Hvis man vil vide mere om Sinéad O’Connor kan følgende dokumentar anbefales:
https://www.dr.dk/drtv/program/sinead-oconnor_-nothing-compares_364844
Noter :
1. Symfyseotomi er en meget brutal kirurgisk procedure, der ikke anvendes mere, hvorved man under fødslen gennemskærer bækkenet i symfysen. Den tilsigter at gøre bækkenet rummeligere, men resulterer oftest i katastrofale sundhedsproblemer på længere sigt. Se denne engelsksprogede artikel af Homa Khaleeli, ’Symphysiotomy – Ireland’s brutal alternative to caesareans’, The Guardian, 12. december 2014 (o.a.).
2. Retten til at bestemme over egen krop.
The post Rest in Power, Sinéad O’Connor first appeared on Solidaritet.
Indlægget <strong>Rest in Power, Sinéad O’Connor</strong> blev først udgivet på Solidaritet.
